Det var en ganske særlig dag i den danske kongefamilie i går. Her rejste kronprins Christian nemlig ud på et stort eventyr, og nu sætter dronning Mary ord på, hvordan det var at sende ham afsted.
Som ens børn vokser op, gør de flere og flere ting på egne ben. Det gælder også de kongelige børn og unge mennesker.
Kronprins Christian fyldte sidste år 18 år, og den store begivenhed blev fejret med pomp og pragt. Tiden efter fokuserede han på skolen, da sidste år på gymnasiet skulle gennemføres.
Denne sommer kunne han velfortjent sætte studenterhuen på hovedet, og efter han har nydt sommeren sammen med venner og familie, så står han nu overfor et stort eventyr.
I slutningen af august fortalte Kongehuset, at kronprins Christian skulle på et længerevarende ophold i Østafrika.
Onsdag den 4. september rejste Christian så afsted på det store eventyr, og nu sætter dronning Mary ord på, hvordan det bliver at skulle undvære sin førstefødte. Det skriver Billed-Bladet.
“Kommer til at savne ham ufatteligt meget”
Det er ikke mande detaljer, der endnu er sluppet ud omkring kronprins Christian tur. Nogle få detaljer har Kongehuset dog bekræftet.
– Den 4. september rejser H.K.H. Kronprinsen på et længerevarende ophold i det østlige Afrika. Her skal Kronprinsen indgå i den daglige drift af to farme, hvilket blandt andet vil indebære praktiske og administrative opgaver samt give Kronprinsen indblik i lokal naturbeskyttelse. Det er planen, at Kronprinsen vender tilbage til Danmark til december, lød det fra Kongehuset, da de offentliggjorde, at kronprins Christian ville forlade landet.
Det var til Carlsbergfondets Forskningspriser anno 2024 på Glyptoteket i København, at dronning Mary lod det første ord falde, efter kronprins Christian har forladt landet.
– Vi glæder os over alt det, han kommer til at opleve og lære på sin rejse, men samtidig kommer vi til at savne ham ufatteligt meget, siger dronning Mary til Billed-Bladet.
Tradition i kongefamilien
At en af de unge kongelige drager til udlandet i sin ungdom er efterhånden en tradition i den kongelige familie.
– I den kongelige familie er der en lang tradition for, at tronfølgerne i deres ungdom tager på længerevarende ophold i udlandet og får mulighed for at udvikle sig og opleve verden. Således deltog Hans Majestæt Kongen i 1986 i en ekspedition til Mongoliet med fokus på nomaderne og arbejdede i 1989 et år på en vinfarm i Californien. Også Hendes Majestæt Dronning Margrethe foretog i 1960’erne større rejser til Østen og Sydamerika, skrev Kongehuset, da kronprins Christians rejse blev offentliggjort.
Prins Joachim rejste også til udlandet, da han var ung. Han arbejdede i 1986-1987 på en farm ved Wagga Wagga i Australien.
Du kan se opslaget herunder eller ved at trykke HER.
Nu hjælpes vi ad med ønske kronprins Christian held og lykke med det store eventyr!