Kræftsyge Lars Høgh holdt bogreception for venner og familie: ‘Jeg lever endnu’

Tirsdag eftermiddag mødte familie, venner og kollegaer op for at fejre udgivelsen af Lars Høghs nye bog.

Landsholdets målmandstræner, Lars Høgh, har netop udgivet en selvbiografi med titlen ‘Der er antal på alt’, og i den forbindelse havde han inviteret familie, venner og kollegaer til bogreception tirsdag eftermiddag.

62-årige Lars Høgh har gennem årtier været højt respekteret inden for fodboldverdenen både som tidligere målmand og som målmandstræner for landsholdenes målmænd i 13 år.

Ved receptionen deltog blandt mange andre to andre af dansk fodbolds helt store stjerner – nemlig landstræner Kasper Hjulmand og tidligere målmand Peter Schmeichel.

Og netop sidstnævnte havde meget pæne ting at sige om dagens hovedperson:

– Hans betydning som træner – og især som træner for min søn – kan ikke undervurderes. Jeg har sagt til ham, at det har været rart for mig som far at have Lars som Kaspers mentor. Kasper og Lars har været en fantastisk enhed. Meget af det, Kasper gør på banen i dag, er med en direkte linje til Lars, sagde Peter Schmeichel til TV 2.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Uhelbredeligt syg

Lars Høgh fik konstateret kræft i bugspytkirtlen i august 2018, men blev sidenhen erklæret rask, indtil 2019 hvor han fik et tilbagefald.

Et halvt år efter var han dog tilbage som deltagende i landsholdssamlingerne, da han var i tilstrækkelig bedring.

august i år kom det så frem, at han havde fået endnu et tilbagefald.

For en uge siden kom det frem, at hans sygdom er så fremskreden, at han for nuværende må stoppe med kemobehandling, da hans krop ikke kan tåle mere, og fra lægerne var den langsigtede prognose heller ikke opløftende:

– Vi taler ikke år, men måneder, Lars, svarede lægen ifølge Lars Høgh. Det fortalte han for nylig til  Fyens Stiftstidende.

Men overfor DR giver han heldigvis udtryk for, at han bevarer optimismen:

– Jeg har haft et pissegodt liv, og jeg har oplevet så mange fede ting. Mine beviser er min hustru, Tine, og mine to børn. Jeg lever endnu, og jeg har lige fået et barnebarn, så jeg har slet ikke tid til andet. Jeg har stadig masser af håb, sagde Lars Høgh for nylig til dr.dk.     

Vi ønsker Lars tillykke med bogudgivelsen og sender ham mange gode tanker i kommentarsporet under artiklen på Facebook nu!