Håndboldspilleren Kristina “Mulle” Kristiansen blev i december forlovet med sin elskede. Nu sætter hun ord på, hvordan bryllupsplanerne går.
Lige før jul kunne håndboldspilleren Kristina ‘Mulle’ Kristiansen fortælle, at hun var blevet forlovet med kæresten Louise Vejsager. Parret havde været venner i flere år, inden de fandt sammen.
Undervejs i forholdet har de fået to børn: Sønnen Viggo og lillesøster Elvira, som blev født den 25. oktober sidste år.
Nu er der så et bryllup på vej, og nu sætter håndboldspilleren ord på, hvordan det går med planlægningen.
Så langt er de kommet
Når folk bliver forlovet, vælger nogle straks at gå i gang med den helt store planlægning, fordi deres mange store drømme skal gå i opfyldelse. Hjemme hos Kristina ‘Mulle’ Kristiansen og Louise Vejsager er der dog lidt mere ro på.
Parret har i tidligere i år holdt barnedåb for familiens yngste medlem, og så har familien nydt sommeren. Udover en dejlig tur til Italien, så har turen i den grad budt på børnefavoritter som LEGOLAND, Lalandia og en tur til premiere på Cirkus Summarum, hvor Newsner møder dem.
Her faldt snakken på, hvordan bryllupsplanlægningen går.
– Jeg føler ikke, at vi er gået i gang endnu. Vi havde lige en barnedåb, der skulle være styr på og sommeren her, men vi tager lidt stille og roligt. Vi skal jo nok blive gift, men hvor og hvornår og mad, det ved vi ikke endnu, siger Kristina ‘Mulle’ Kristiansen.
Da Newsner spørger Kristina Kristiansen, om hun har haft en barndomsdrøm om, hvordan brylluppet skal foregå er svaret klart.
– Nej, overhovedet ikke. Der er jeg ikke så prinsessepige, der er jeg en sportspige. Så sådan noget glitter og bryllup er ikke noget, som jeg har tænkt over. Men vi skal sætte os ned og snakke om, hvad planerne skal være. Og så tager vi den derfra, siger Kristina ‘Mulle’ Kristiansen til Newsner.
Nu hjælpes vi ad med at ønske Kristina Kristiansen og famlien alt det bedste fremover.