Kronprins Frederik holdt tale ved følelsesladet lysfest

I anledning af Befrielsen holdt kronprins Frederik tale ved lysfesten på Haderslev Kaserne.

Tirsdag aften afholdtes den traditionsrige lysfest på Haderslev Kaserne for at markere Danmarks befrielse 4. maj 1945 under Anden Verdenskrig.

Lysfesten har fundet sted hvert år siden 1950, og siden da har kun to kongelige holdt tale ved begivenheden – i går aftes var således anden gang, da Kronprins Frederik indtog talerstolen.

Her var han med til at kaste lidt royalt glans over den i forvejen vigtige og følelsesladede begivenhed.

Kronprinsen indledte sin tale med at sige, at han havde set frem til aftenen på Haderslev Kaserne, også selvom aftenen ville komme til at forløbe anderledes end normalt, hvor tusindvis af mennesker deltager i fejringen.

– Sådan er det ikke i år. Men pandemien gør ikke danskernes fejring af Danmarks Befrielse mindre vigtig, lød det fra kronprins Frederik.

– Frihedsbudskabet fremstår nok som en mere og mere fjern og abstrakt størrelse for de yngre generationer. Men det er fortsat relevant. Pandemien har ikke udslettet verdens aktuelle konflikter og krige. Den har blot fjernet fokus fra dem, sagde han.

En stor ære

I en pressemeddelelse omtaler chefen for Slesvigske Fodregiment, oberst Lars Mouritsen, kronprinsens deltagelse som “en stor ære”.

– Det er helt unikt og tilfører en særlig dimension til dette års transmitterede lysfest, hvor publikum sidder derhjemme i stuerne og ikke er fysisk til stede på kasernen. H.K.H. Kronprinsen deltagelse er med til at gøre lysfesten i 2021 til en helt særlig begivenhed i denne coronatid. Det er jeg utroligt glad for, lyder det i meddelelsen.

Sikke en smuk gestus, at kronprins Frederik var med til at fejre Befrielsen! Del gerne dine tanker om vores dejlige kongefamilie i kommentarsporet under artiklen på Facebook.