Naturen har en kæmpe betydning for kronprinsesse Mary. Og nu har hun brugt en del af familiens have i Kancellihuset til at fremme biodiversiteten.
– Efter haven er blevet vildere, kommer jeg i endnu højere grad herud, lyder det fra kronprinsesse Mary.
Kronprinsesse Mary har aldrig lagt skjul på, at hun nyder naturen og ikke mindst at opholde sig i den. Gennem de seneste år er en del af den private have i Kancellihuset ved Fredensborg Slot blevet forvandlet til en vild have, og nu viser hun den frem.
Som præsident for WWF Verdensnaturfonden er hun meget engageret i at skabe bedre vilkår for biodiversiteten, og det er en af baggrundene for den vilde have.
Forleden havde hun WWF Verdensnaturfondens generalsekretær Bo Øksnebjerg med på en tur blandt havens vilde blomster, ukrudt og væltede træer.
– Det er fantastisk at være med til at give den trængte danske natur en hjælpende hånd og skabe vilde oaser lige her, hvor vi bor. Efter haven er blevet vildere, kommer jeg i endnu højere grad herud. Det er utrolig interessant at følge, hvordan vildskaben udfolder sig, og jeg oplever noget nyt næsten hver eneste dag, siger kronprinsesse Mary i en pressemeddelelse fra WWF Verdensnaturfonden.
Vigtigt at give videre til børnene
Det er ikke kun naturen, der får plads til at være vild i kronprisesse Marys have. For ægteparret er det vigtigt, at børnene kan udfolde sig. Derfor finder man både fodboldmål, legehus og klatreredskaber i haven.
Men det betyder også meget for kronprinsesse Mary, at de fire børn tidligt får en forståelse for biodiversitet og den vilde naturs betydning.
– Efter haven er blevet vildere, har vi set flere sommerfugle og bier Jeg tror på, at når børnene ser, mærker og hører naturen helt tæt på, så er de mere tilbøjelige til at passe på den – uden for haven og i fremtiden. De har fået en større forståelse for, hvad biodiversitet er for en størrelse, og hvad vi kan miste på få generationer, hvis ikke vi passer godt på det, siger kronprinsesse Mary.
På Kongehusets Instagram-profil har de delt en video, hvor kronprinsesse kommer rundt flere steder i haven.
Hvad tænker du om Marys vilde have? Kom gerne med din mening i artiklens kommentarfelt på Facebook.