Lisbet Dahl stopper i Cirkusrevyen: ‘Det er meget vemodigt’

Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix

Revystjernen har besluttet, at Cirkusrevyen 2022 bliver hendes sidste sæson.

Cirkusrevyen har netop sagt farvel til én af dens andre helt store stjerner, Ulf Pilgaard. Nu er det officielt, at de til næste år må sige farvel til endnu en stor revystjerne.

Efter 48 år som fast inventar hos Cirkusrevyen, takker 75-årige Lisbet Dahl af.

Det oplyser Cirkusrevyen i en pressemeddelelse.

Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix

Dermed bliver Cirkusrevyen 2022 hendes sidste sæson i teltet på Bakken.

– Cirkusrevyen er gennem årene blevet min anden familie, og derfor er det meget vemodigt at skulle stoppe til næste år, men tidspunktet føles helt rigtigt for mig. Jeg er dybt taknemmelig for de mange gode år sammen med mine kolleger både på og bag scenen, men tiden er nu inde til at sige farvel, og jeg glæder mig til at se publikum igen til næste år og få lov til at sige farvel til dem også, udtaler Lisbet Dahl.

Lisbet Dahl har medvirket i Cirkusrevyen i hele 33 sæsoner, men i år måtte hun sygemelde sig midt i sæsonen. Hun har derfor ikke stået på scenen siden juli måned, men hun er klar til at tage en sidste sæson på scenen.

– Jeg glæder mig til at vende tilbage til Cirkusrevyen til næste år. Det har været specielt ikke at stå på scenen det meste af sommeren, men det var nødvendigt, og nu er jeg klar igen til at lave revy sammen med det fantastiske hold, vi har sat sammen i 2022, siger Lisbet Dahl i pressemeddelelsen.

Vi takker Lisbet Dahl for hendes store indsats og de mange gode år!

Vær med til at sende hende en hilsen i kommentarsporet under artiklen på Facebook nu!

Exit mobile version