Lisbet Dahls sidste sæson hos Cirkusrevyen: Vil blive fejret stort på Bakken

Foto: Henning Hjorth/Ritzau Scanpix

I forbindelse med Lisbet Dahls afsked med Cirkusrevyen, er der arrangeret en særlig festdag for hende.

Tilbage i oktober kom det frem, at Lisbet Dahl havde besluttet at sige farvel til Cirkusrevyen efter at have været en del af det populære hold gennem 33 sæsoner.

Hun tog den endelige beslutning om at stoppe, efter at have måttet sygemelde sig med stress midt i den foregående sæson.

76-årige Lisbet Dahl havde debut i Teltet på Bakken i 1974, og derfor kan man kun forestille sig, at det ikke er helt nemt for hende, at sige farvel.

Det satte hun også selv ord på i en pressemeddelelse fra Cirkusrevyen:

– Cirkusrevyen er gennem årene blevet min anden familie, og derfor er det meget vemodigt at skulle stoppe til næste år, men tidspunktet føles helt rigtigt for mig. Jeg er dybt taknemmelig for de mange gode år sammen med mine kolleger både på og bag scenen, men tiden er nu inde til at sige farvel, og jeg glæder mig til at se publikum igen til næste år og få lov til at sige farvel til dem også, udtalte Lisbet Dahl i forbindelse med offentliggørelsen af sin beslutning om at stoppe.

Særlig afskedsdag

De sidste mange sæsoner har Lisbet Dahl også været instruktør på Cirkusrevyen, og derfor skal det naturligvis markeres i stor stil, at hun har været en vigtig del af revyen gennem mange år.

Det sker med en ganske særlig forestilling på Bakken den 14. august.

Foto: Henning Hjorth/Ritzau Scanpix

Cirkusrevyen oplyser på sin hjemmeside, hvordan dagen vil blive markeret:

– Den store hyldestdag begynder i Korsbæk på Bakken, hvor man kan nyde både bobler og kransekage, og derefter fortsætter festen i Teltet med årets Cirkusrevy, der afsluttes med hyldesttaler til ære for Lisbet Dahl.

Foruden Lisbet Dahl medvirker Niels Olsen, Merete Mærkedahl, Henrik Lykkegaard og Carsten Svendsen i revyen, der kan opleves på Bakken fra den 7. maj. 

Tak for mange gode år, Lisbet!

Vi ønsker dig alt det bedste fremover!

Exit mobile version