Når kronprinsesse Mary fylder 50 år den 5. februar, så skal det fejres. Lise Rønne skal stå i spidsen for et program som hylder landets kronprinsesse.
Kronprinsesse Mary fylder 50 år den 5. februar i år, og selvom en del af fejringen er aflyst på grund af corona-situationen, så skal dagen selvfølgelig markeres.
Et par dage før dagen får hun lov til at hylde sine rødder, hvor hun skal tage det første spadestik til et helt særligt anlæg.
Søndag den 6. februar er det TV 2 som går forrest i fejringen af landets kronprinsesse. De holder nemlig et stort direkte fødselsdagsshow kl. 20:00 den dag. Det skriver TV 2 i en pressemeddelelse.
“Mary 50 år – vi fejrer Danmarks kronprinsesse” får Lise Rønne og Dar Salim som værter, og den 43-årige Lise Rønne vender dermed tilbage foran skærmen.
Kæmpe respekt for Mary
Hun glæder sig til at hylde kronprinsesse Mary:
– Jeg har en kæmpe respekt for den måde, hvorpå kronprinsesse Mary benytter det vigtige talerør, hun har, til at gøre en forskel for nogle af vores mest udsatte, siger Lise Rønne, der for en kort periode vender tilbage til skærmen.
Udover at være vikar for Sofie Linde i X Factor og medvirke som deltager i Vild med dans har Lise Rønne de seneste år haft fokus på sit arbejde indenfor litteraturens verden.
– Mange af hendes mærkesager som at bekæmpe mobning og ensomhed og kampen for kvinder og pigers rettigheder mærker jeg selv dybt i maven, og jeg beundrer, hvordan kronprinsessen insisterer på at sætte fokus på, at vi alle skal have ret til at være, som vi er. At vi skal øve os på at behandle hinanden med respekt og medmenneskelighed. Det, tror jeg på, er med til at gøre verden til et bedre sted, og det glæder jeg mig meget til at sætte fokus på, når vi sammen skal fejre kronprinsessens runde fødselsdag, siger Lise Rønne i pressemeddelelsen.
Særlig tilknytning til kongehuset
Også hos hendes medvært, Dar Salim, er forventningsglæden stor. Han har en særlig tilknytning til kongehuset.
– Jeg har altid haft stor respekt for kongehuset, og det var en stor ære at være vært for Hendes Majestæt Dronningens statsbesøg i Berlin sidste år. Det havde jeg aldrig troet, da jeg som ung dreng i Livgarden stod vagt foran Amalienborg. Dronningen har altid været god til at samle hele Danmark og få os alle sammen til at føle os som en del af fællesskabet, og den tradition viderefører kronprinsesse Mary på allerbedste vis. Hun er yderst kompetent, varm og hjertelig i alt, hvad hun foretager sig, og jeg er meget stolt over og glæder mig til være med til at fejre kronprinsesse Mary, siger Dar Salim.
Der er være flere musikalske indslag i programmet, og kronprinsesse Mary og resten af Danmark kan se frem til at opleve Oh Land, Mattias Kolstrup og Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums Børnekor på scenen.
Programmet bliver sendt på TV 2 og TV 2 Play søndag den 6. februar kl. 20:00, men der vil være optakt allerede fra 19:25.
Skal du se Marys fødselsdagsshow? Giv gerne din mening til kende i artiklens kommentarspor på Facebook.