
Skuespilleren har valgt at dele det sidste løfte, hun gav til sønnen Tomas.
Tilbage i februar mistede Lone Hertz sin elskede søn Tomas Strøbye.
Det skete efter en faldulykke, der resulterede i, at Lone til sidst måtte slukke for hans respirator.
Forleden valgte Lone at udgive en kronik i Politiken, hvor hun både sendte en bredside afsted til statsministeren og samtidig valgte at dele det sidste løfte, hun gav til sønnen Tomas.
Et liv med svigt
Tomas Strøbye blev blot 57 år gammel.
Som barn blev han hjerneskadet grundet en obligatorisk børnevaccine, og han nåede derfor aldrig at lære at tale.
Tomas’ far, skuespilleren Axel Strøbye, havde svært ved at håndtere tragedien, og dermed stod Lone Hertz over for et hårdt liv som Tomas’ største støtte og beskytter.
Gennem hele hans liv talte hun højt om de handicappedes rettigheder, og hun holdt både foredrag om sit eget liv og skrev og instruerede også filmen ‘Tomas – et barn du ikke kan nå’, som vandt en Bodil.
Forleden gik Lone til tasterne igen, og hun lagde bestemt ikke fingrene imellem, at hun er tosset.
Skuespilleren skriver blandt andet, at nu kan systemet ikke længere svigte Tomas, da han er død, og hun sender da også en bredside afsted mod statsministeren.
Allerede i indledningen fortæller hun således, at hun længe har håbet, at magthaverne ville opdage, hvordan handicappede og deres pårørende bliver behandlet, men også at håbet forsvandt, da hun hørte Mette Frederiksens tale ved Folketingets åbning.
I kronikken fortæller Lone, hvordan Tomas gang på gang blev fejldiagnosticeret, fejlanbragt og fejlbehandlet.
Han fik prædikatet “åndssvag”, til trods for at han kunne kommunikere og udtrykke sig dybt på skrift.
Ligeledes skriver hun også, at Tomas ikke fik den korrekte hjælp, selvom han gav udtryk for, at han var selvmordstruet.

Det sidste løfte
Og der er en helt særlig årsag til, at hun har valgt nu at råbe højt om de mange svigt.
Det var nemlig det sidste ønske, hun gav ham, inden hun slukkede for respiratoren.
– Før jeg slukkede Tomas’ respirator, lovede jeg ham, at hans liv og død ikke skulle være forgæves. Jeg lovede at viderebringe hans menneskesyn – hans hunger efter kærlighed mellem mennesker. Noget af en opgave! Så, ja, det haster med at skabe synlighed, skriver hun.
Tomas var ude for en faldulykke d. 5. februar. Seks dage senere slukkede Lone for hans respirator.
Han blev begravet på det, der ville have været hans 58-års fødselsdag.
Er du i krise, eller går du med tanker om selvmord?
Det hjælper at dele dine tanker.
Ring til Livsliniens telefonrådgivning på 70 201 201 alle årets dage mellem 11 og 05
LÆS MERE:
° Lone Hertz’ søn havde skrevet en tale til sin egen begravelse: Her er de hjerteskærende ord
° Lone Hertz sørger over sønnen: Har tabt håret af stress