Det var et fantastisk øjeblik, da stjernens stemme kunne høres fra Eiffeltårnet.
Godt og vel fire timer skulle vi vente, fra åbningsceremonien gik i gang, til vi fik hende at se.
Men hvad gjorde det egentlig, når vi blev belønnet med en så fantastisk optræden fra en af de allerstørste stjerner.
I løbet af ugen begyndte rygterne så småt at svirre.
Var Céline Dion virkelig klar til at gøre sit helt store comeback efter flere år væk fra scenen?
Lige siden Céline tilbage i 2022 afslørede sin sygdom, har hele verden heppet på hende.
I forhold til rygterne kom der kun endnu mere benzin på bålet, da musikeren blev set i Paris tidligere på ugen.
Fredag kom sandhedens time så, og de to danske værter gjorde da også deres bedste for at holde tæt, selvom det var tydeligt, at de meget gerne ville dele noget om den gode nyhed.
Undervejs blev der blandt andet sagt, at man skulle overveje at holde øje med Eiffeltårnet, og at vi ville få en stor popsangerinde at se.
Til sidst gik et mindre lysshow også i gang på det ikoniske tårn, og så skete det ellers.
En af verdens mest genkendelige stemmer gennemborede det franske mørke, og det var nærmest surrealistisk at se hende stå der på Eiffeltårnet og sætte to tykke streger under sit fantastiske comeback.
Og hvem andre end Céline Dion kunne man have fundet til at levere en så vidunderlig udgave af legendariske Edith Piafs ‘L’Hymne à L’amour’.
Artiklen fortsætter under billedet…
Gav gåsehud og tårer i øjnene
Det var da også så magisk et øjeblik, at selv undertegnede sad med både gåsehud og tårer i øjnene under hele herligheden.
Til dels på grund af den fantastiske sangpræstation, men også fordi man ikke kan undgå at tænke på baggrunden for lige netop dét øjeblik.
For få år siden sad hun grædende og fortalte for første gang om sin sygdom.
For nylig kunne man i dokumentaren ‘I AM: Celine Dion’ høre hende fortælle, hvor meget hun savnede publikum, og at hun ikke havde tænkt sig at give op.
– Hvis jeg ikke kan løbe, så går jeg. Hvis jeg ikke kan gå, så kravler jeg… og jeg vil ikke stoppe.
Fredag aften på det ikoniske Eiffeltårn gik det hele op i en højere enhed.
Céline Dion er tilbage, og hvor var det et rørende og smukt øjeblik at være vidne til.
Du kan se Céline Dions optræden herunder.
Hvad synes du om Célines udgave af ‘L’Hymne à L’amour’? Skriv i kommentarsporet. Del også meget gerne artiklen, så flere kan skrive.