Magnus Millang om livet med små børn: Det skal man huske

Magnus Millang spiller hovedrollen i 'De bedste år'. Nu taler han om at være småbørnsforælder.

Magnus Millang står i spidsen for den nye serie komedieserie ‘De bedste år’, der kommer ind på det både vanvittige og berusende liv som børnefamilie.

I et interview med Newsner kommer han ind på, hvad der er vigtigt at huske på, når man står midt i det kaos som kan opstå med små børn.

Magnus spiller ikke bare hovedrollen i serien ‘De bedste år’. Han har skrevet serien sammen med sin bror, Emil Millang, og Magnus Millang har også stået for at instruere den nye TV 2 Echo-serie.

Der er mange steder fra en forventning om, at perioden med små børn er de bedste år, desværre lever virkeligheden ikke altid op til forventninger. Det har de to brødre skrevet om i tv-serien.

Idéen opstod helt tilfældigt. Magnus Millang skulle en søndag ud for at besøge sine svigermor. Hans hustru var gravid med parrets tredje barn, og han kæmpede med at få sine to børn ned i ladcyklen.

På pressemødet forud for seriens premiere fortalte han, at det var helt forfærdeligt at få børnene fra entréen og ud i ladcyklen. Det var næsten umuligt, selvom de ikke skulle nå noget.

Midt i det kaos slog tanken ned i Magnus Millang: Det skulle han lave en serie om. Og da han sendte nogle idéer om det til sin bror, kunne han også straks se potentialet.

Det gode ved livet som småbørnsforældre

I serien følger man Mathias og Louise, der har to små børn. Magnus Millang er selv far til tre børn på henholdsvis 3, 8 og 11 år, så han kender i den grad til livet med små børn.

Når Magnus Millang bliver spurgt om, hvad det gode er ved livet som småbørnsforældre, er svaret klart.

– Der er noget enormt meningsfuldt ved det at have skabt et liv og se dem vokse, blive til noget og blive deres egne. Og så den bande man bliver og den fælles kærlighed. Den er svær at slå. Det er jo derfor, at man kan klare så mange lorteopgaver, det er fordi den valuta er så høj, siger Magnus Millang til Newsner.

Hvad er det vigtigste at huske på i kaosset med små børn?

– Det bliver ikke bedre. Det er en form for accept, man skal have, for at kunne lære at sætte pris på det. Det skal nok slutte på et tidspunkt, og så vil du savne det. Det er enormt klichéfyldt, men det er simpelthen sådan det er, siger Magnus Millang til Newsner og fortsætter:

– Hamsterhjulet er størstedelen af familielivet, så det var først, da jeg lærte at elske det, at det blev meget nemmere.

En oplevelse skiller sig ud

Ifølge Magnus Millang kom den erkendelse stille og roligt af sig selv, men en oplevelse stikker alligevel ud for ham.

– Der var en fredag, da min ældste var tre og jeg skulle ud. Han troede, at vi skulle være sammen og have fredag. Så måtte jeg aflyse min aftale, for det kunne jeg ikke bære. Og jeg kunne mærke, at jeg egentlig også helst ville det, men jeg tror bare, at det er gradvist, at det er det man lærer at sætte pris på, fortæller Magnus Millang.

Du kan se ‘De bedste år’ hver fredag på TV 2 Echo og TV 2 Play.

Hvad synes du er det vigtigste at huske på, når man er en småbørnsfamilie? Kom gerne med din mening i artiklens kommentarfelt på Facebook.

Exit mobile version