Arkivfoto: Steen Wrem/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix

Manden bag Bamse og Kylling er død

Mogens Vemmer, mangeårig chef for B&U-afdelingen i Danmarks Radio, er afgået ved døden.

Han blev 84 år gammel.

Det skriver Politiken.

Mogens Vemmer var blandt andet manden bag elskede børneprogrammer som Bamse og Kylling, Kaj og Andrea, Sonja fra Saxogade og Vinterbyøster.

Ifølge Politiken stoppede han som programchef i 2000. Mogens Vemmer fortsatte dog som det gamle B&Us mentor og folk henvendte sig gerne til ham, hvis de ville vide noget om B&U eller have udtalelser om børne-tv.

Arkivfoto: Steen Wrem/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix

I 2006 udgav Mogens Vemmer sine erindringer med titlen ’Fjernsyn for dig’ med undertitlen ’50 år med verdens værste seere’. Dette var en henvisning til, at børn er ubarmhjertige tv-seere – hvis programmet keder dem, så zapper de.

Men hvis børnene kan lide hvad de ser, så er de til gengæld verdens mest nysgerrige og åbne publikum.

Mogens Vemmer døde tæt på sin 85 års fødselsdag.