Dansedommer Marianne Eihilt skal giftes, og nu afslører hun, at det bliver Lasse Spangenberg, der skal designe hendes brudekjole.
Det er ganske vist, at Marianne Eihilt til næste sommer giver sit store ja til kæresten Keld, som hun har dannet par med de sidste 12 år.
Sammen har parret to børn, Frederic på otte år og Emily på fem år, og danseren har helt styr på, hvem der skal designe hendes brudekjole.
Det var faktisk sidste fredag, at Marianne Eihilt fik helt styr på, hvordan den skulle se ud, for samme dag bar hun nemlig en rød kjole af designeren i ‘Vild med dans’.
– Vi skal giftes i juli måned. Vi tog det næste skridt, og det er så hyggeligt at gå og planlægge et bryllup. Det er Lasse Spangenberg, der skal designe kjolen, siger hun til BILLED-BLADET.
Fødselsdag skal fejres
Lasse Spangenberg har allerede designet et væld af kreationer til blandt andet ‘Vild med dans’ og skal nu snart kaste sig over denne særlige brudekjole.
Desuden fylder Marianne Eihilt 50 år den 8. oktober, så der er også fejringen af en rund fødselsdag i det kommende år.
Parret har været forlovet igennem to år, og nu er forlovelsesringen altså blevet spottet meget tydeligt på hendes hånd.
Øjne betog hende
Marianne Eihilt og kæresten Keld mødte hinanden igennem fælles venner på et tidspunkt, hvor danseren var meget bevidst om, at hun ledte efter faren til sine børn.
– Det første, jeg blev betaget af ved Keld, var hans øjne. Jeg kunne med det samme mærke, at vi havde en rigtig god kemi, og vi var også ret hurtigt enige om, at det skulle være os, sagde Marianne Eihilt senere til BILLED-BLADET.
Hvor lyder bare som et godt valg af designer!
Skriv dine tanker i kommentarsporet under artiklen på Facebook – og del den gerne med dine venner!