Brian Karmark/Ritzau Scanpix

Mathias Gidsel om mørk tid: Jeg sad og græd derhjemme

Den danske profil åbner nu op om en svær tid, han gik igennem.

Han havde lige vundet VM med landsholdet og var blevet kåret til en af turneringens bedste spillere.

Alligevel var alt slet ikke, som det burde være.

I perioden efter røg Mathias Gidsel ned i et sort hul, hvor han sad derhjemme og græd.

Det fortæller han i et interview med Ud & Se.

Man skal endelig ikke tro, at man kender en person, bare fordi man har set en side af dem på tv.

Mathias Gidsel lignede således en, der udlevede en ægte drengedrøm, hvis vi skruer tiden tilbage til 2021.

Kort forinden havde han fået debut på landsholdet, og nu var tiden kommet til VM i Egypten, hvor han også fik chancen.

Og den greb han.

Mod Bahrain slog han eksempelvis rekorden som den mest scorende debutant ved en slutrunde nogensinde.

Generelt spillede han et fantastisk VM, og han blev også kåret til at være en del af All Star-holdet.

Efter VM-succesen ville alle have fat i Mathias, og den nye interesse var svær at håndtere for den 21-årige spiller.

Til Ud & Se fortæller Mathias, at han nogle gange sad og græd hjemme i sin lejlighed, men det var ikke noget, som han fortalte til nogen.

Havde ignoreret faresignalerne

– Jeg tror, det kan være svært for en mand – og måske især en vestjysk mand – at åbne op og tale om det, der er svært. Da min mor fandt ud af, hvordan jeg havde haft det, knækkede hun helt sammen. Men jeg sagde til hende, at det ikke var hendes skyld. Jeg havde lukket mig inde i mig selv og ignoreret faresignalerne. Hvis der er noget, jeg har taget med mig fra den oplevelse, er det at være åben om, hvordan jeg har det, fortælle han.

Mathias Gidsel
Mathias Gidsel. Foto: Brian Karmark/Ritzau Scanpix

Mathias fortæller, at det føltes som en form for depression, at han var tom indeni, og at det var svært, fordi han godt vidste, at folk forventede, at han skulle præstere.

Samtidig følte han ikke, at han kunne gå en tur på gaden eller tage ud at spise uden at blive genkendt.

Heldigvis endte det med, at hans fysioterapeut, Anja Greve, hev ham til siden og spurgte, om han ikke ville tale med en mentaltræner.

Alt er i dag også anderledes for Mathias. Nu bor han i Berlin, hvor han sagtens kan gå en tur med hunden uden at blive stoppet, og han fortæller, at det først var i Tyskland, at det gik op for ham, hvor vigtigt det er også at have et liv uden for banen.

LÆS MERE:

° SÅDAN: Mathias Gidsel kåret til verdens bedste håndboldspiller

° Mathias Gidsel overrasker: Overvejer at skifte karriere

 

Læs mere om...