May Lifschitz er den første transkønnede i ‘Vild med dans’

Mads Vad May Lifschitz

Foto: Lars E Andreasen/TV 2

Skuespilleren May Lifschitz scorede flotte karakterer i den første udsendelse af ‘Vild med dans’, og selv har hun blandt andet valgt at deltage i programmet for at sætte fokus på transkønnede.

Med sin deltagelse i ‘Vild med dans’ har skuespilleren May Lifschitz banet nye veje, for hun er nemlig den første transkønnede, der deltager i TV 2-programmet.

Her danser hun med den erfarne Mads Vad, og det gjorde de så særdeles godt, at de i det første program scorede en topplacering.

May Lifschitz har arbejdet som model, siden hun var 16 år og er født som mand men identificerer sig i dag som kvinde, og nu knokler hun i ‘Vild med dans’.

– Det er jo skidesjovt. Det er hårdt, det er sjovt. Det er overvældende. Det er alt sammen på én gang. Der bliver bare sat gang i alle mulige følelser, når vi danser også, siger skuespilleren til Newsner Danmark.

Teknik skal på plads

May Lifschitz fortæller samtidig, at parret hygger sig, mens at de også er meget koncentrerede, for de holder nærmest aldrig pauser, fordi de gerne vil øve grundigt.

Skuespilleren går nemlig meget op i at få teknikken omkring dansen helt på plads, og det har altså set ud til at give pote.

– Jeg vil det bare vildt gerne, understreger May Lifschitz.

Hvordan har dit forhold været til dans før?

– Ikke så eksisterende eller hvad skal man sige. Jeg har elsket at bevæge mig. Det har jeg gjort, siden jeg var lille men ikke rigtigt på noget andet plan end bare hjemme i stuen, siger May Lifschitz.

Ja’et var stort

Var det et stort ja tak til at være med i ‘Vild med dans’, eller skulle der tænkes lidt over det?

– Det var et kæmpestort ja tak. Førhen der har det været på tale, og der har jeg ikke været klar, tror jeg mentalt og karrieremæssigt. Jeg har ikke haft den ballast i mit CV, som jeg skulle have for, at jeg var på lige fod med mine konkurrenter, siger May Lifschitz.

Denne gang lyttede skuespilleren til sin intuition og ud over at danse skulle hun også finde ud af, hvordan hun er sig selv mest autentisk, og det er hun klar til at give et forsøg.

Hvad har dit forhold til programmet ellers været?

– Mest af alt så jeg de første sæsoner. Jeg kan bare huske især første sæson, der var det jo kæmpe stort, siger May Lifschitz.

Vi ønsker May Lifschitz og Mads Vad held og lykke med træningen i ‘Vild med dans’!

Skriv dine tanker i kommentarsporet under artiklen på Facebook – og del den gerne med dine venner!

Exit mobile version