Melvin ser ikke sin far: Det er et overstået kapitel

Komikerens forældre blev skilt, da han var 11 år gammel. Det var sidste gang, Melvin så sin far.

Den 29-årige komiker og tv-vært kom med en del kække bemærkninger ved Michéle Ballaiches ”Meet’n’Greet”-talkshow, hvor han deltog på scenen side om side med sin mor, Carolyne Kaddu Rasmussen.

Men han kom også ind på et mere alvorligt og personligt emne – nemlig hans forhold til sin far.

Et forhold, som har været ikke-eksisterende, siden Melvin Kakoozas forældre gik fra hinanden, da han var 11 år gammel.

– Det var selvfølgelig svært, at min far forsvandt, og det gik mange af mine teengaeår med. Ikke med at være vred, men at være ked af, at nogen havde valgt mig fra, delte Melvin ifølge mediet Her & Nu men salens publikum.

Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Faren faldt aldrig helt til

Melvin er født i Kampala i Uganda. Da han var halvandet år gammel, flyttede han med sine forældre Patrick og Carolyne til Fredericia.

Melvins far følte dog aldrig rigtigt, at han passede ind i Fredericia, og da bruddet mellem forældrene fandt sted, ophørte kontakten også mellem Melvin og hans far.

Bruddet har ikke været uden konsekvenser for Melvins evne til at stole på, at folk bliver i hans liv:

– For jeg har hele tiden det der med, at personen kan forsvinde, forklarede han i talkshowet.

Melvins mor Carolyne fandt sidenhen sammen med fritidspædagogen Jan, som siden fungerede som faderfigur for Melvin og hans tre søskende, Marc, Maureen og Melissa.

I en del af sine voksenår gik Melvin rundt med lysten til at finde sin far, fortalte han på scenen men slog også fast, at han siden har fundet fred i, at det er et overstået kapitel.

Tak for at dele historien med os alle, Melvin.

Forstår du Melvins valg om ikke længere at ville finde sin far? Del gerne dine tanker i kommentarsporet under artiklen på Facebook.