lev radin / Shutterstock.com

Mick Jaggers kæreste om aldersforskellen: “Tænker ikke over det”

37-årige Melanie Hamrick sætter nu ord på alderforskellen i forholdet med 81-årige Mick Jagger.

Alder, som vi har hørt gentagende gange før, er blot et tal.

Alligevel kan folks meninger og fordomme dog hurtigt være med til at fjerne fokusset fra kærligheden.

Det kunne Jenna Bagge og Albert Harson eksempelvis fortælle om, da de tidligere i år medvirkede i DR-programmet ‘De unge kærester’.

Det er dog ikke kun i Danmark, at folk har yderst travlt med at fokusere på aldersforskellen i diverse parforhold.

Også i Hollywood har det længe været et samtaleemne.

Sidste år overraskede superstjernen Robert De Niro, da han kunne afsløre, at han som 79-årig var blevet far igen. Moren til barnet er Tiffany Chen, der i dag er 45.

Ikke længe efter gjorde hans gode ven Al Pacino ham kunsten efter, da det også her kom frem, at han var blevet far.

Al Pacino var på daværende tidspunkt 83 år, og moren var den dengang 29-årige Noor Alfallah.

Noor Alfallah må have noget for ældre herrer. Hun skulle angiveligt også have datet Clint Eastwood og Mick Jagger.

Sætter ord på aldersforskellen

Og netop Mick Jagger er den seneste Hollywood-stjerne, der har ramt overskrifterne verden over grundet sit privatforhold.

Den 81-årige Rolling Stones-forsanger er i et forhold med den 37-årige Melanie Hamrick, og dermed er der en aldersforskel på hele 44 år.

Normalt hører vi ikke hovedpersonerne selv udtale sig om aldersforskellen, men det har Melanie nu lavet om på.

Artiklen fortsætter under billedet…

Mick Jagger og Melanie Hamrick
Mick Jagger og Melanie Hamrick. Foto: lev radin / Shutterstock.com

“De kan passe sig selv”

I et interview med The Times har Melanie valgt at sætte flere ord på aldersforskellen, og hvordan hun har det med den.

– Jeg tænker ikke over det. Alle vil have deres egen mening. Hvis du tænker på andres meninger, uanset hvor du er i livet, vil du få et problem, og du vil overanalysere det, udtaler hun.

Og Melanie Hamrick er fuldstændig klar i spyttet, når hun skal forklare, hvordan hun har det med, at andre folk har meninger om deres forhold.

Hun har nemlig valgt at lukke det helt ude.

– Jeg tager skyklapper på. Er jeg lykkelig? Ja, det er jeg. Er folk i mit liv lykkelige? Ja, det er de. Gør jeg nogen fortræd? Nej. OK, de kan passe sig selv.

Parret fik i 2016 sønnen Deveraux. Dengang var Mick Jagger 73 og Deveraux var hans barn nummer syv.

 

Læs mere om...