Det lykkedes Morten Tarri Dahl at finde sin familie i ‘Sporløs’, og i et interview med Newsner fortæller han nu, hvordan deres forhold er i dag.
Mandag blev sidste afsnit i denne sæson af ‘Sporløs’ sendt, og det blev atter en emotionel affære.
Følelserne sad helt ude på tøjet, da Morten Tarri Dahl rejste til Colombia i håbet om at finde sin biologiske mor.
Newsner har talt med Morten, og i interviewet sætter han ord på selve oplevelsen, hvordan forholdet i dag er til familien, samt hvorfor han valgte at tilmelde sig programmet.
– Jeg valgte at tilmelde mig ’Sporløs’, fordi det var et godt tidspunkt. Jeg følte mig klar til det følelsesmæssigt og psykisk.
Hertil fortæller Morten også, at særligt hans kone havde sagt, at hvis han skulle gøre sig forhåbninger om at finde sin biologiske familie i live, så var det nok ved at være tid.
Som altid var der en del udfordringer for hele holdet. Blandt andet havde Morten fået at vide, at moren var gået bort, men det hører man i programmet, at han ikke gav så meget for.
– Nu har man set så mange programmer og i 90% af sagerne er papirerne blevet fusket med, så det, der stod i papirerne, det tog jeg med et gran salt.
Nåede ikke at finde sin far
Hertil fremgår det også af papirerne, at faren derimod skulle være i live, men desværre viser det sig, at han er gået bort kort tid inden, at Morten ankommer til Colombia.
– Det var ikke særligt let at få at vide, for ligesom jeg siger i programmet, havde det bare været for 20 år siden, så havde jeg nok haft lidt lettere ved det, men når man er så tæt på… han var jo i live, da jeg søgte ind til ’Sporløs’… og så dør han så, inden jeg når derned, og det var bare sådan… vi var lige ved målstregen. Jeg kunne have mødt min far, men det nåede jeg lige nøjagtigt ikke.
Programmet byder dog ikke kun på jagten efter Mortens familie.
Undervejs forsøger Mette Frisk at hjælpe ham med at finde en yoghurt, og det var der en helt særlig årsag til.
Yoghurt havde særlig betydning
Morten fortæller nemlig, at det er et af de eneste minder, han har fra sin barndom i Colombia, men det er dog også et minde, der vækkede mange følelser.
– Det var ikke en rar følelse. Jeg var meget nervøs og bange for at skulle udbasunere mine følelser, men samtidig havde jeg også brug for at finde den yoghurt, fordi det er det eneste, jeg husker fra Colombia… det var smagen af den yoghurt.
– Så da jeg sad med de yoghurter, der blev jeg lettet, fordi vi ikke ramte den, indtil vi så til sidst ramte den. Det var fandme hårdt. Der kunne jeg se på et billede, jeg har, at det er den yoghurt, som står inde på et bord. Da mine forældre henter os, der står den yoghurt på bordet.
– Jeg har fået at vide, at de tit bruger den yoghurt til børn, der er kede af det, fordi det er sådan noget sødt og dejligt stads, så man bruger den yoghurt til at berolige dem, så det giver bedre mening, hvorfor jeg fik den yoghurt inde i det lokale, hvor der var to fremmede mennesker fra Danmark, der skulle tage mig med.
Som man ser i slutningen af programmet, så lykkedes det Morten at finde sin mor, og det var et meget rørende øjeblik.
Måtte holde på sine følelser
Det var tydeligt, at moren var påvirket af sine følelser, og det gjorde også, at Morten måtte holde lidt igen på sine egne.
– Det faldt så til ro, da vi sætter os på bænken, og jeg får vist billeder af min bror, der begyndte følelserne og tårerne, og dem kunne jeg ikke holde tilbage, også fordi jeg satte mig ind i hendes sted, at hun sad der og havde den ene søn og manglede den anden, og nu sad hun der og så billeder, fortæller Morten og fortsætter:
– Hun havde aldrig set billeder af min opvækst, af min første cykeltur eller første gang, jeg svømmede, så de billeder, jeg viste hende fra min konfirmation, min sport, min familie… hun har aldrig været en del af det, så det var også mega hårdt for mig at sidde der.
Der var dog en sød tanke bag, at moren skulle se billederne, fortæller Morten.
– Det var også for at vise hende, at jeg har haft det godt i Danmark.
Sådan er deres forhold i dag
Nu er det så noget tid siden, Morten kom hjem fra Colombia, men hvordan er forholdet til familien i dag? Det spørgsmål gav han selvfølgelig også svaret på.
– Det hele er jo stadig overfladisk forstået på den måde, at der ikke er nogen følelser i det endnu. Selvfølgelig ville jeg blive ked af – nu da jeg har mødt min mor – hvis hun går bort, men jeg ville ikke have den der: ”åh, mor, jeg har kendt dig i 39 år”-følelse.
Alligevel har Morten dog lavet en særlig aftale med sin hustru.
– Jeg har også sagt til min kone, at min mor er oppe i alderen, og når hun dør… Vi skal have en buffer, for jeg tager afsted med det samme derned og vil være med til hendes begravelse.
– Så lige nu er situationen sådan, at jeg skriver med dem. Vi sender billeder, og når jeg er sammen med nogle venner herhjemme i Danmark, som kan spansk, så laver vi lige en Messenger (videoopkald, red.), hvor de kan sidde og oversætte for mig, og jeg er også selv ved at lære spansk.
Har fået ro indeni
Afslutningsvis fortæller Morten også, hvad det har betydet for ham at være med i ‘Sporløs’.
– Det betød rigtig meget. Jeg har fået ro indeni. Det, at jeg har fundet min familie, det betyder bare alt… Det har bare været godt at komme derned og besøge min familie og især få historien om min mor og min far, for det har bare givet en klarhed over, hvorfor jeg har været sådan, som jeg har været i så mange år, og hvorfor jeg skulle kæmpe så meget med psykologer, så det har bare været dejligt at få styr på det.
Vi ønsker dig og familien alt det bedste, Morten!
Hvad synes du om Mortens historie i ‘Sporløs’? Skriv i kommentarsporet og del også artiklen, så flere kan skrive.
LÆS MERE:
° Stefan fandt sin mor i ‘Sporløs’: Sådan er deres forhold i dag
° ‘Sporløs’-Stefan afslører: Denne gave fik jeg efter optagelserne