TV 2-korrespondenten Rasmus Tantholdt hylder i dag 50 år og i den forbindelse er hans kommende hustru ude og hylde ham.
Natasja Crone og Rasmus Tantholdt har været kærester siden 2016 og på hendes fødselsdag i år kunne de opgradere deres titler, da Rasmus Tantholdt faldt på knæ for Natasja Crone og bad hende om at gifte sig med ham.
Han fik et stort ja, og nu venter et bryllup på parret i fremtiden. De har dog en anden dejlig ting, som de allerede nu kan fejre.
Rasmus Tantholdt fylder 50 år i dag, og det skal selvfølgelig markeres. Natasja Crone har valgt at hylde sin elskede med en rørende tekst på Instagram.
Hun er imponeret over den måde, han går til jobbet på og siger, at han er en af verdens bedste.
– Jeg kender få – måske ingen – der arbejder så stædigt, grundigt og dedikeret for at fortælle os andre, hvad han oplever og ser med egne øjne og gennem kollegers kameraer. Der findes ikke en middel eller sløv dag på jobbet for Rasmus. Det skal helst være unikt og tankevækkende hver gang, han leverer. Og han giver aldrig op i jagten på det optimale og originale. Det kan være svært at følge med i det tempo, men det bliver aldrig kedeligt eller ligegyldigt, skriver hun.
Som korrespondent for TV 2 har Rasmus Tantholdt rejst i krigsområder og steder, der har været hærget af naturkatastrofer, og han har derfor set mange forfærdelige ting med sit arbejde.
Natasja Crone fortæller, at selvom han har set de dårlige sider, så insisterer han på at livet skal leves med taknemmelighed.
– At hverdagen gerne må være i dur, fordi vi er så privilegerede i vores liv. Vi har voksne, skønne børn, vi har hinanden og vi bor i et trygt og vidunderligt land.
Alle, der kender Rasmus, synes nok han er verdens bedste et eller andet.
Far, onkel, søn, ven, kollega, skriver hun i opslaget.
Sådan fejrer familien Rasmus
Mens blæsten hiver og flår i Danmark på Rasmus Tantholdts fødselsdag, så har han og familien forladt vores lille stormende land.
Præcist hvor har han ikke fortalt, men Natasja Crone åbner op for, at det er et vigtigt sted for ham.
– Vi fejrer ham et sted, hvor han i øvrigt altid føler sig fri og lettet. På havet. Den var nok ikke gået derhjemme i dag, I know, skriver hun og henviser til det vilde vejr, som Danmark oplever fredag og fortsætter:
– Men hvis der er noget, dagens fødselsdagsbarn fortjener, er det fred og ro med dem, han elsker og ingen dramatiske nyheder. Bare lige i dag.
Hun slutter opslaget med en henvisning til sin forholdsvis nye status:
– Tillykke, verdens bedste kæreste, eller forlovede, for at være helt korrekt
Du kan se opslaget herunder eller ved at trykke HER.
Sikke en smuk hyldest! Nu hjælpes vi ad med at ønske parret alt det bedste fremover – og Rasmus tillykke med fødselsdagen!