Nu taler jurymedlem ud om sidste års Melodi Grand Prix

Efter sidste års Melodi Grand Prix herskede en stor diskussion om, hvorvidt seerne skulle have haft større indflydelse på vindersangen, men her er tidligere jurymedlem uenig.

Da der sidste år blev afholdt Melodi Grand Prix den 17. februar, herskede der efterfølgende en bred debat omkring, hvorvidt seerne skulle have mere at have sagt, når det gjaldt valget af årets vinder.

Det blev som bekendt den unge sangerinde Saba, der løb med sejren, efter både en fagjury og seerne derude havde haft indflydelse på valget.

Det vakte en del kritik, da mange blandt seerne havde Basim med sangen ‘Johnny’ som favorit, og der blev desuden sået tvivl om jurymedlemmernes kompetencer.

Formand er træt af diskussion

Midt i stormens øje sad Hanne Bjørn, der er formand for Melodigrandprixfans.dk, og som var medlem af juryen sidste år, og i dag ser hun tilbage på debatten med en vis ærgrelse.

– Jeg er ret træt af den der, for jeg synes, det er rigtigt og fornuftigt at have en jury. Som fans af Melodi Grand Prix var vi obs på at vælge en sang, som folk godt kan lide, og vi var en jury, som havde fulgt med og kender Eurovision-lyden, siger Hanne Bjørn i dag til Newsner Danmark.

Hun fortæller, at fagjuryen sidste år bestod af to dele, og at det var både fans men også internationale eksperter, der var med til at afgøre valget af vindersangen.

Reiley floppede

Hanne Bjørn understreger, at der også var stor fokus på, om det var en kunstner, der ville kunne gøre sig internationalt, og hun fremhæver her den tidligere vinder Reiley som et eksempel.

– Reiley kunne ikke se sine fans i øjnene, og han kunne ikke fange publikum. Det kunne Saba i den grad! Hun var for vild, hvor Reiley slet ikke kom ud over scenen, siger Hanne Bjørn ærligt.

Det tidligere jurymedlem fortæller også, at de blev inviteret ind, da Saba havde vundet, hvor hun blev interviewet af DR’s ekspert Ole Tøpholm.

Finaleplads var tæt på

Her imponerede Saba også ved at fortælle åbent om hvor sårbart et menneske, hun er, og Hanne Bjørn understreger, at man virkelig kan man mærke hende, når hun står på scenen.

– De kvaliteter betyder bare noget. Det skal man ikke forklejne. Og hun var dæleme lige på nippet til at komme i finalen. Det var hverken hende eller sangen, den var gal med. Jeg var fuldstændigt overbevist om, at hun ville komme videre, siger Hanne Bjørn.

Vi glæder os til at se Melodi Grand Prix meget snart – hvad tænker du om, hvordan DR finder frem til vindersangen?

Skriv dine tanker i kommentarsporet under artiklen på Facebook – og del den gerne med dine venner!

LÆS OGSÅ:

 

Læs mere om...