Det er blevet tid til, at Svend skal tage beslutningen om, hvilken af de to tilbageværende kvinder, der skal med på romantisk weekend.
Spoiler: Det omtalte afsnit er lige nu tilgængeligt på TV 2 Play. Siden det omtalte afsnit af ‘Landmand søger kærlighed’ er flyttet fra flow-tv på grund af landsholdkampen indeholder denne artikel en spoiler, hvis du ser det på TV 2 fremfor TV 2 Play.
I det nyeste afsnit af ’Landmand søger kærlighed’ stod Svend overfor et stort valg. Han skulle nemlig beslutte, om Anne eller Tine skulle med ham på romantisk weekend.
Inden han traf den store afgørelse, havde han begge kvinder med på date. Mens Anne blev vist rundt i hjembyen og de to fik prøvet kræfter med padel, så var Tine med en tur på sælsafari.
Det var egentligt meningen, at Svend først skulle sende en af de to kvinder hjem dagen efter, men som man kunne se i programmet, så havde han fundet ud af, hvem der skulle med på romantisk weekend efter de to dates. Derfor ville han af hensyn til Anne give hende beskeden med det samme.
Han ville have Tine med på romantisk weekend, og nu sætter Svend overfor Newsner ord på, hvorfor han endte med at tage det valg.
Samtale gjorde udslaget
Som man kan se i programmet, så er sommerfuglene ikke begyndt at flyve endnu, men Svend kunne på daværende tidspunkt godt se, at der var noget som kunne udvikle sig.
– Jeg valgte hende (Tine, red.), fordi jeg syntes, at der var størst potentiale, siger Svend til Newsner.
– Jeg har bedt hende om at tage med på romantisk weekend, fordi jeg tror på, at der er noget i det.
Da Svend bliver spurgt ind til, hvad der gjorde udslaget for beslutningen, er svaret klart:
– Det er samtalen, vi har om onsdagen, som flytter hende en del i forhold til Anne. Det var der, jeg blev opmærksom på, at der godt kunne være noget der, forklarer Svend.
Det var altså daten dagen inden, at Svend havde Tine med på sælsafari, som ændrede noget for landmanden. Det var her de dybe samtaler fandt sted, som ændrede noget.
Ikke nemt at sige farvel
Efter Svend fandt ud af, at han ville have Tine med på romantisk weekend, blev han nødt til at give beskeden til Anne.
Svend fortæller til Newsner, at det ikke var det nemmeste at få sagt farvel til Anne, men at det skulle gøres.
– Jeg kunne mærke, at det bare skulle gøres. Der var ingen grund til at vente en dag mere med at sige det til hende, for jeg kunne mærke, at kemien ikke var god nok til, at det ville blive til et forhold mellem mig og Anne. Så var der ingen grund til, at hun skulle vente længere, når jeg egentligt havde bestemt mig, siger Svend.
Han understreger, at Anne har mange gode kvaliteter.
– Jeg havde været meget i tvivl om, hvorvidt det skulle være Anne eller Tine. Ud fra brevene var Anne lidt foran, men det ændrede sig som dagene gik, og vi (Svend og Tine, red.) fik snakket mere og mere sammen. Hun kom lige i overhalingsbanen, siger Svend med et grin.
Nu venter en romantisk weekenden for de Svend og Tine. Hvordan det kommer til at gå her, må seerne spændt vente med at se til næste uge.
Du kan se ‘Landmand søger kærlighed’ på TV 2 Play eller næste tirsdag klokken 20:00 på TV 2.
Hvad tænker du om årets udgave af ‘Landmand søger kærlighed’? Kom gerne med din mening i artiklens kommentarfelt på Facebook.