Skuespilleren sætter nu ord på kollegaernes nye show og Linie 3’s fremtid.
Det vakte stor glæde blandt store dele af den danske befolkning, da det tilbage i februar blev offentliggjort, at Linie 3-medlemmerne Anders Bircow og Thomas Eje vender tilbage med et nyt show.
Det afslørede sidstnævnte i et interview med Jyllands-Posten.
– Det bliver en form for teaterkoncert, hvor vi også fortæller anekdoter og graver ned i bagkataloget. Linie 3 er så alsidig, at det for mig at se er tidsløst. Derfor kan vi sagtens optræde med meget af materialet stadigvæk. Gary Moores guitarsolo laver jeg jo også i mine egne shows. Det skal jeg nærmest gøre. Ellers bliver folk skuffede, fortalte entertaineren til mediet.
Linie 3 har da også masser af materiale. Trioen har eksisteret siden 1979 og har med årene en masse shows stående på deres cv.
Blandt andet deres 25-års jubilæumsshow fra 2004.
Der var dog bare ét lille problem, da flere medier i februar meddelte, at Linie 3 genopstår. Det gør de nemlig ikke. I hvert fald ikke som Linie 3. Trioen er nemlig stadig på pause.
Det slår Preben Kristensen fast nu.
Artiklen fortsætter under billedet…
Det fortæller han til Her&Nu, der mødte ham til fejringen af Stuhrs 60-års jubilæum.
Det er ikke Linie 3
Ifølge Preben Kristensen så kan det nye show ikke kaldes for Linie 3, når alle ikke deltager. Han har det dog helt fint med, at Anders Bircow og Thomas Eje vil optræde sammen uden ham.
Men hvis man sidder og håber på, at det rigtige Linie 3 skal vende tilbage, så har Preben gode nyheder. Man skal dog væbne sig med en del tålmodighed.
– Men det betyder jo ikke, at der ikke sker noget en anden gang. Jeg venter til 50-års jubilæumsshowet. Eller 60 eller 70. Jeg regner med at blive her lidt endnu, fortæller han til mediet.
Trioen kan fejre 50, 60 og 70-års jubilæum i 2029, 2039 og 2049. Til den tid vil Preben Kristensen være henholdsvis 76, 86 og 96 år gammel.
Skal du se det nye show? Eller er det kun det rigtige Linie 3, hvis Preben Kristensen er med? Del dine tanker i kommentarsporet og del gerne artiklen.