Mindet om Poul Bundgaard lever stadig i hans mange film. Der er dog én, som hans enke aldrig har set.
“Ja, ja, jeg skal nok”.
Det er 26 år siden, at Danmark måtte tage afsked med Poul Bundgaard.
Mindet om den højt elskede skuespiller lever dog stadig i allerbedste velgående grundet hans mange skønne film.
Selvom hans enke, Kirsten Bundgaard, elsker at se sin afdøde ægtemands film, så er der dog én, som hun nægter at se, har Billed-Bladet fortalt.
Du skal lede ret længe, hvis du skal finde en borger i Danmark, der ikke har hørt om Poul Bundgaard.
Den folkekære skuespiller nåede at give os mere end 70 spillefilm, hvor mange uden tvivl vil huske ham som den tøvende og småskræmte Kjeld i de mange ‘Olsen Banden’-film.
Men Poul var meget mere end Kjeld.
Poul Arne Bundgaard var søn af mejeristen Peter Johannes Severin Bundgaard og hustruen Ebba Poula Christiane Petersen.
Han blev født d. 27. oktober 1922 i Hellerup, og selvom han endte med at blive kendt som en af vores mest populære skuespillere, så var det slet ikke sådan, hans liv begyndte.
Poul blev egentlig uddannet kommis, men allerede i sin ungdom pådrog han sig et ansvar, der var langt større end den almindelige danskers.
Som en del andre meldte han sig nemlig ind i modstandsbevægelsen under 2. Verdenskrig, og han endte efterfølgende med at besøge Mindelunden årligt for at lægge en blomst til en kammerat.
En talentfuld sanger
I forhold til sit mere offentlige arbejde, så landede han et job hos Nørrebros Teater, hvor han blev en del af koret.
Allerede året efter sikrede han sig en rolle i operetten ‘Flagermusen’ og herefter en hovedrolle i ‘Onkel Toms hytte’.
I 1950’erne blev han tenorsolist på Det Kgl. Teater, men grundet præstationsangst og sceneskræk blev det aldrig til større roller.
I forhold til film så kom den første rolle i 1944, hvor han fik sin debut i ‘Teatertosset’.
De første mange roller var dog for det meste som statist.
Han ses dog allerede sammen med Ove Sprogøe i ‘Støt står den danske sømand’ fra 1948.
Hans første egentlige hovedrolle i en dansk spillefilm kom i 1954 i ‘Et eventyr om tre’, hvor han også fik lov til at vise sit sangtalent.
Så kom den største rolle
Op gennem 60’erne bliver det til større og større roller, og i ‘Poeten og Lillemor i forårshumør’ ses han i selskab med Dirch Passer.
Senere kunne han også opleves i ‘Een pige og 39 sømænd’ fra 1965.
Det helt store gennembrud kom i samme år, og det var faktisk i et samarbejde med både Erik Balling og Morten Grunwald.
Og selvom de senere skulle få et fantastisk samarbejde i en perlerække af film, så taler jeg selvfølgelig her om ‘Slå først, Frede!’
Allerede året efter landede han så endnu en stor rolle i ‘Tre små piger’, og så kunne han også opleves sammen med Daimi Gentle i ‘Jeg er sgu min egen’.
1960’erne bød også på den rolle, som de fleste kender og elsker ham for.
Artiklen fortsætter under billedet…
Danskerne elskede ham
I 1968 slog Balling atter pjalterne sammen med Poul Bundgaard, da den første ‘Olsen-Banden’ udkom.
Her oplevede vi for første gang Poul i rollen som den nervøse Kjeld, der sammen med Benny giver sig i kast med Egons uendelige planer.
På hjemmefronten var han nærmest lige så nervøs, når han var i hustruen Yvonnes selskab.
Sammen med Morten Grunwald og Ove Sprogøe leverede de et mesterværk, og gennem 1970’erne fortsatte de med at præstere og underholde danskerne.
Ligeledes medvirkede han også i ‘Nøddebo Præstegaard’, ‘Mig og Mafiaen’ og ‘Sønnen fra Vingården’.
De største præstationer ses dog tydeligt i ‘Louises hus’ og ‘Hærværk’.
Herefter kom 1980’erne og lige som de sidste to årtier bød 80’erne også på en masse fra Olsen Banden.
Gutterne har for længst cementeret deres position i den danske filmhistorie, og det er slet ikke til diskussion, hvor stor en del af succesen, Poul var.
Med sin kasket og taske samt citater som: “er det farligt?” og “Ja, ja, jeg skal nok”, har skuespilleren over de mange film fået danskerne til at grine og været en stor årsag til filmseriens succes.
Filmene er i dag stadig højt elsket af danskerne, men også af hans enke, Kirsten Bundgaard, som elsker at se hans film.
Der er dog én ud af hans mange film, som hun ikke har set, og det er der en god grund til.
Artiklen fortsætter under billedet…
Døde under optagelserne
Poul drømte nemlig om at lave en sidste Olsen Banden-film. En allersidste.
Det lykkedes ham endda også at få overtalt både Ove Sprogøe og Morten Grunwald, men desværre er der bred enighed om, at man godt kunne have undværet den.
Poul var hårdt ramt af sukkersyge, og i filmen ses det tydeligt, hvor syg han var, når han bliver kørt rundt i kørestol.
Han endte med at dø under optagelserne, og efterfølgende måtte Tommy Kenter agere stand in, og Kurt Ravn stod efterfølgende for replikkerne.
Og det med at den ikke skulle være lavet, er faktisk også en holdning, som enken deler.
– Den skulle ikke have være lavet færdig, fordi Poul døde midt under det hele. Jeg har ikke set den til ende, når den har været vist, for jeg synes ikke, den siger mig noget. Man kan jo godt se, det ikke er Poul, hans stemme er heller ikke rigtig, udtalte hun for nogle år siden til Billed-Bladet.
I samme interview understregede hun, at det ikke var fordi, det gjorde ondt på hende at se Poul. Det var mere fordi, hun ikke synes, at filmen blev særlig god.
Derfor fortryder hun også, at hun gav dem lov til at færdiggøre filmen.
Ove Sprogøe var ikke imponeret
Det var Morten Grunwald og Henning Sprogøe, der måtte overlevere den triste nyhed om Pouls død til vennen Ove Sprogøe.
Og Ove reagerede med en god omgang galgenhumor, da han hørte den triste nyhed.
– Kunne han da for helvede ikke have ventet bare fjorten dage, så vi havde fået det hele i kassen, skulle han have sagt, fremgår det af Jacob Wendt Jensens bog ‘Ove Sprogøe – En biografi’, skrev B.T.
Ligeledes skulle han også have udbrudt “noget værre lort”, da han så filmen.
Filmen endte også med at blive Ove Sprogøes sidste. Han døde seks år senere.
Filmen ‘Olsen Bandens sidste stik’ udkom i 1998.
Poul Bundgaard blev indlagt tirsdag d. 2. juni og døde af nyresvigt dagen efter på Gentofte Amtssygehus.
Poul, du gav os en masse gode film og din præstation som Kjeld vil aldrig blive glemt.
Tak for minderne.
Hvil i fred.
