Foto: Wikimedia Commons

Poul Bundgaard var kendt som den forskræmte Kjeld – men under Anden Verdenskrig var han en helt

Det er især fra glansrollen som Kjeld i utallige ‘Olsen Banden’-film, at danskerne kender Poul Bundgaard. Men den forsagte og lidt bange rolle passer ikke til hans eget privatliv. Under Anden Verdenskrig stillede han op, da Danmark havde brug for det. Han var en del af modstandsbevægelsen.

Poul Bundgaard arbejdede sig gennem sin karriere op til at blive en af Danmarks mest populære skuespillere, hvor især hans rolle som Kjeld i de forskellige ‘Olsen Banden’-film gjorde ham højt elsket.

Poul Bundgaard var egentligt uddannet som kommis i Hovedstadens Brugsforening og havde fået et godt job, da et jobopslag i 1946 gav ham for at forfølge sin livslange drøm. Nørrebros Teater ledte efter en mandlig sanger til at medvirke i deres kor. Det lykkedes ham at sikre sig stillingen, hvorved hans karriere tog et spring og han så sig aldrig tilbage.

Han blev en af de mest brugte skuespillere og medvirkede i over 70 film. Derudover medvirkede han i flere store serier som ‘Huset på Christianshavn’, flere revyer og på forskellige teaterscener.

Han var operasanger ved Det Kongelige Teater mellem 1958 og 1973, og han har udgivet flere cd’er.

Den store kærlighed

Det var ikke kun på scenen, at hans liv bød på store op- og nedture.

15. december 1951 blev Poul Bundgaard gift med sin store ungdomskærlighed Bente. Han havde mødt hende, da han spillede på Nørrebos Teater og havde set hende blandt publikum.

I efteråret 1952 flyttede ægteparret ind i et hus, som Poul Bundgaards svigermor havde købt. I hans bog ‘Livet er skønt’ fortæller skuespilleren, at det viste sig, at naboen var Erik Balling – en mand som han i den grad kom til at arbejde sammen med sidenhen.

I 1957 fik parret sønnen Steen og i 1960 fulgte lillesøsteren Helle. Men kærligheden holdt ikke ved og i 1962 blev parret skilt. Selvom de gik hvert til sit, så havde Poul Bundgaard stadig stor respekt for sin ekskone.

Siden mødte han balletdanseren Kirsten Petersen, som han blev gift med. De fik sønnen Peter, og da ekskonen Bente døde i 1967 flyttede datteren Helle ind hos den lille familie, der allerede havde Steen boende. Dermed boede alle skuespillerens tre børn nu hos Poul Bundgaard og hustruen Kirsten.

Skuespilleren fortalte flere gange i sit liv, hvordan han var forkælet med sin hustru, som han havde det rigtig godt med og elskede højt.

Olsen Banden

Selvom Poul Bundgaard gennem tiden har medvirket i både revy, på teatret og i fjernsynet, så er det især hans rolle som Kjeld i ‘Olsen Banden’, som folk husker ham for.

Her spillede han den lidt forskræmte Kjeld, der er gift med Yvonne. Yvonne er en storsnakkende og ret bestemt kvinde, der nok skal fortælle Kjeld, hvad han skal og ikke skal.

Kjeld er en del af et forbrydertrekløver som ledes af Egon Olsen. Gennem alle filmene forsøger de utrætteligt at stjæle millionvis af kroner, så de kan komme til at leve det søde liv. Men hvor det altid lykkes for Kjeld og Benny at undgå lovens lange arm, når deres planer igen, igen går i vasken, så snuppes Egon Olsen gang på gang. Heldigvis står hans kumpaner næsten altid klar til at hente ham, når han endnu en gang kommer ud af fængslet.

De to andre i det legendariske trekløver blev spillet af Ove Sprogøe og Morten Grundwald.

De tre spillede sammen i filmen ‘Slå først, Frede’, hvor de havde et godt samspil. Poul Bundgaard tror selv, at det var den film og det samspil, som fik Erik Balling til at sætte dem sammen i ‘Olsen Banden’.

Poul Bundgaard gjorde det så godt i den film, at han blev tildelt en Bodil for rollen.

Men selvom Poul Bundgaard opnåede stor succes både i karrieren og i privatlivet, så oplevede han som ung mand krigen helt tæt på, da Danmark i 1940 blev besat under Anden Verdenskrig.

Med i modstandsbevægelsen

Hvor det lykkedes Danmark at holde sig ude af Første Verdenskrig, så var det ikke samme situation i 1940. Her rullede tyskerne ind i Danmark og erobrede landet den 9. april 1940.

Poul Bundgaard var bare 17 år, da krigen ramte Danmark. I sin bog ‘Livet er skønt’ åbner han op om, hvordan han det sidste år af krigen var med i modstandsbevægelsen. Han omtaler sig selv om et meget lille led.

Hans tid i modstandsbevægelsen og undergrundshæren er blandt andet bekræftet af Frihedsmuseet. De skriver, at Poul Bundgaard var en del af den såkaldte “1. Bataillon, Sanitetsstationens Lægepersonale, 1. Kompagni”.

Ifølge Modstandsdatabasen bestod sanitetsjobbet blandt andet i at yde lægehjælp og pleje til medlemmer af modstandsbevægelsen.

Efter krigen blev han og hans kompagni indkvarteret i Vestersøhus, hvor de i et par måneder havde flere bevogtningsopgaver. De skulle blandt andet passe på de mange tyske flygtninge på byens skoler.

– Det var lidt af et driverliv, men også deprimerende at omgås de mange flygtninge i deres barske hverdag. Nok havde vi hadet tyskerne under krigen, men da jeg så disse menneskers ulykke, holdt mit had op, lyder det fra Poul Bundgaard i ‘Livet er skønt’.

Gik i Mindelunden hvert år

Her kommer han også ind på, hvorfor han endte med at melde sig ind i modstandsbevægelsen.

– Grunden til, at man havde været med i frihedskampen, var vel noget med ungdommens høje idealer. De er desværre blevet noget gulnede i kanten, nogle af dem. Jeg er sammen med Kirsten og ungerne ude for at lægge en blomst på en gammel vens grav i Mindelunden i Ryvangen en gang om året. Når man står foran graven, kan man ikke lade være med at tænke; “Var det nu dette offer værd?” Det har jeg lidt vanskeligt ved at se i dag, lyder det ærligt fra Poul Bundgaard.

I bogen kommer han ikke ind på, præcis hvilke opgaver han havde under krigen, men han omtaler, hvordan han og hans kompagni var i Norge efter krigen. Herfra deler han en del af et avisudklip. Heri bliver han omtalt som sabotør og det bliver beskrevet, at han tog ud på sabotage. Så det kan tyde på, at han har gjort mere end bare ydet pleje og hjælp til andre modstandsfolk, og at han har talt sine egne bedrifter ned.

Poul Bundgaard var en fantastisk skuespiller og sanger, men som også viste heltemod, da det virkelig gjaldt.

Tak for alt. Hvil i fred.

Hvilket minde har du om Poul Bundgaard? Fortæl gerne om det i artiklens kommentarspor på Facebook, så vi sammen kan mindes denne fantastisk mand.