Foto: Shutterstock – Prins Joachim ses her ved en tidligere lejlighed.

Prins Joachim står bag tv-serie: Det er en helt ny verden for mig

I mange år arbejdede prins Joachim som landmand ved siden af sit virke som prins, men nu kommer danskerne til at opleve ham i et helt nyt projekt. I 2019 bliver han hovedpersonen i en tv-serie, som vises på DR.

Fra næste år kan danskerne opleve prins Joachim i en helt ny rolle. Her skal han være hovedfortæller i et større tv-projekt, hvor der i seks afsnit stilles skarpt på, hvem vi danskere er, og hvad vi er gjort af. Sammen med danskerne giver prins Joachim sit bud på, hvad det er, der har formet os som befolkning gennem tiden, og hvorfor Danmark ser ud, som det gør i dag.

Prins Joachim er foruden hovedfortæller også medtilrettelægger, og laver serien sammen med Nordic Film Production. Optagelserne finder sted i løbet af sommeren 2019, og vil kunne ses på DR K til efteråret.

– Jeg har altid interesseret mig for udviklingen i Danmark. Hvordan er vi kommet hertil? Hvorfra opstår det samfund, som vi alle nyder godt af? Hvem har opbygget det, og har det hele været en dans på roser? Nok ikke, siger prins Joachim i en pressemeddelse.

Mange har det som mig
Selvom der er stor forskel på en gennemsnitlig danskers liv og det liv prins Joachim har, så tror prinsen, at mange har det som ham, når det kommer til de store spørgsmål.

– Hvem er du? Dette helt banale spørgsmål kan jo få de fleste af os til at stirre tomt ud i luften. For ja, hvem er vi egentlig? Det har taget en temmelig lang kongerække at nå til i dag, hvor vi foretager os ting, som vi tager for givet og som er helt naturlige i vores dagligdag. Dét synes jeg er spændende, og jeg tror, at mange har det som mig. For hvis man ikke kender fortiden, så bliver man aldrig rigtig dus med nutiden. I dette projekt samarbejder jeg med professionelle tv-folk. Det er en helt ny verden for mig, og det er meget spændende, siger prins Joachim.

Hvad synes du om prins Joachims nye projekt? Kom gerne med din mening i kommentarfeltet.