Prins Joachim står nu frem efter sit besøg i Danmark og fortæller, at der er en konstruktiv dialog i gang med ham og det øvrige kongehus.
Den sidste tid har været turbulent for prins Joachim og hans familie, da det i slutningen af september blev meldt, at hans børn stod til at miste deres titler fra nytår.
Prinsen var hurtigt ude og fortælle hvor hårdt, det var for ham og hans familie at skulle fordøje dronningens beslutning.
Efterfølgende har han mødtes med sin mor og desuden deltaget i hendes regentjubilæum tidligere på måneden.
Det er alt sammen skridt på vejen til en bedring i deres interne forhold, fortæller han nu.
– Der er en masse, der skal arbejdes med, og der er en masse, der bliver arbejdet med. Vi har mødtes, og kommunikationen er det, der manglede, siger han i et interview med B.T.
Kommunikation skal bedres
Dermed understreger prins Joachim, at dialogen altså er i fuld gang, og at parterne er på ‘det rette spor’.
Det bakker prinsesse Marie op om, for hun siger, at de i familien er enige om, at der skal være bedre kommunikation i fremtiden.
Ud over forholdet med dronning Margrethe, der traf beslutningen i sin tid, så har prins Joachim og prinsesse Marie også udtrykt, at relationen til kronprinsparret har været kompliceret.
Nyt job er på vej
Ud over situationen omkring titlerne så venter der også prins Joachim et nyt skridt i karrieren, når han stopper som forsvarsattaché ved Den Danske Ambassade i Paris til sommer.
Desuden er det netop blevet meldt ud, at han sammen med prinsesse Marie og sine fire børn vil holde jul et sted i udlandet i år.
Hvor er det godt at høre, at kongefamilien er ved at finde hinanden igen!
Del dine tanker i kommentarsporet under artiklen på Facebook!