Foto: Frankie Fouganthin/Wikimedia Commons

Prinsesse sætter sit sommerhus til salg – så meget skal du give for at få fingre i det

Den norske prinsesse Märtha Louise har valgt at sætte sit sommerhus til salg, så hvis du drømmer om et nyt sommerhus med et royalt islæt, så er det nu, du skal slå til.

Den 47-årige prinsesse Märtha Louise har brugt de sidste mange somre på øen Hankø, hvor hun har et sommerhus. Hun har sågar født sin datter Leah i huset. Her findes mange royale minder, ikke blot for prinsessen og hendes tre børn, men også for mange andre medlemmer af den norske kongefamilie. Feriestedet kom første gang på royale hænder, da det i 1947 blev købt af kronprins Olav (den senere kong Olav 5.), og efter hans død arvede sønnen ejendommen i 1991. Bare ti år efter overtog prinsesse Märtha Louise det, og har flittigt brugt boligen.

Men ejendommen, som kaldes Bloksberg og ligger syd for Oslo, bliver nu sat til salg.

Allerede sidste år blev det sat til salg, og i august lagde hun et billede op på Instagram, hvortil hun skrev, at hun kom til at savne udsigten. Men nu er det blevet offentligt kendt, hvad den 400 kvadratmeter store bolig fordelt på hovedhus og gæstehus skal koste.

Huset er på to etager og har flere stuer, otte soveværelser og eget saltvandsbassin. Huset bliver sat til salg på det åbne marked i påsken, efter man ikke har fået solgt huset. Ejendomsmægleren Torbjørn Ek siger til norske TV2, at prisen for det store hus bliver 35 millioner norske kroner. Det svarer til lidt over 27 millioner kroner.