Den populære tv-vært Mette Bluhme Rieck er lige nu ude med en stor advarsel til sine følgere.
Den 40-årige tv-vært Mette Bluhme Rieck er vred. Der er nemlig flere personer, der har lavet falske annoncer med hende i spidsen. Ved hjælp af deepfake har svindlerne fået det til at se ud som om, at Mette Bluhme interviewer forskellige tv-værter om en økonomiske “fidus”.
På Instagram har hun delt flere videoer, hvor man kan se de falske artikler.
– Et lille udpluk af de seneste ugers FAKE LORT med undertegnede, starter hun sit opslag.
– Jeg har åbenbart snart interviewet samtlige TV 2 Danmarks værter om deres fantastiske økonomiske fidus, som får bankerne til at afbryde signalet til DR… Mens DR nægter at kommentere på min opførsel…. Og BT angiveligt skriver artikler om det på livet løs, skriver hun og fortsætter:
– Problemet er bare, at ingen af de nævnte parter har en flyvende skid med det at gøre. Og at intet af det er sket i virkeligheden… Heller ikke mine fabelagtige vægttab på “meget kort tid”. Det er hverken min stemme eller mine mundbevægelser.
Hun fortæller, at hun bliver opsøgt af folk både fysisk og på de sociale medier med spørgsmål om, hvorvidt de her annoncer kan passe.
Hun opfordrer til, at alle bruger deres fornuft, når de færdes på nettet.
– Vær utrolig opmærksomme på, hvad I bliver prakket på ude på internettet. Fake news er dødsensfarlige, i disse tider mere end nogensinde. De er skabt for at sprede usikkerhed, polarisering og fejlinformation. For at skubbe fejlagtigt til sympatier. Slankemidler og pengescams er det mindste af det, de er blot eksempler på, hvordan vi ikke længere kan stole på, det vi hører og ser. Hverken når det kommer ud af munden på folk, vi har tillid til – eller når et kendt logo står i hjørnet. Gå dybere i jeres kildekritik og brug jeres sunde skepsis. Undrer I jer – så spørg jer frem, før I deler. Det er et sort hul derude og Meta gør ikke en skid, skriver hun.
Hun fortæller, at hun har anmeldt opslagene, men at folk meget gerne må blive ved med at gøre det, når de ser noget.
Kendte reagerer
Det er ikke kun Mette Bluhme Rieck, der er forarget over, hvordan nogle mennesker kan finde på at snyde intetanende mennesker for deres penge eller fylde dem med falsk information.
Flere kendte har kommenteret på hendes opslag, og her er der bred enighed om, at det ikke kan passe, at det er muligt at lave den type falsk indhold.
– Det er mega træls! Gid vi kunne få kommunikeret ud en gang for alle, at det er FAKE og at ingen må bruge penge på deres lort, skriver Lene Beier, mens Janni Pedersen skriver, at TV 2s juridiske afdeling er ved at kigge på Mette Bluhme Riecks “interview” med hende, mens Ditte Haue i en kommentar afslører, at hendes ansigt og stemme også bliver brugt til at snyde med.
Du kan se opslaget herunder eller ved at trykke HER.
Hvor er det dog træls, at så mange mennesker bliver udsat for svindel på den måde. Nu hjælpes vi ad med at dele Mette Bluhme Riecks advarsel, så ingen bliver snydt.