Onsdag var en særlig dag for hele den kærlige familie.
Sorg er en underlig størrelse.
I starten, når man mister en, som man holder af, vil den fylde hele ens hverdag.
Den vil være altoverskyggende og kvælende. Som et onde, man ikke kan slippe væk fra.
Med tiden vil den føles mindre og mindre kvælende. Den vil aldrig gå væk, men hvis du giver den lov, så vil den finde en naturlig plads i dit liv.
Sorgen bliver et vilkår, man skal lære at leve med, og i løbet af livet vil den så dukke op på forskellige tidspunkter.
Den kan stadig gøre fandens ondt, men den kan faktisk også give dig et smil på læben, fordi den samtidig minder dig om, at der har været en person, der har betydet utrolig meget for dig.
Det livsvilkår lever Renée Toft Simonsen, Thomas Helmig og resten af familien med, efter de tilbage i 2022 mistede deres elskede Hugo.
Onsdag var forståeligt nok en af de dage, hvor sorgen kom tæt på igen, for det var en særlig dag for hele familien.
Artiklen fortsætter under billedet…
Godnat Hugo
D. 24. juli er nemlig Hugos fødselsdag, og i år skulle han have fyldt 26 år.
Det har fået Renée til at dele et privat billede, der giver et indblik i familiens rørende tradition.
I opslaget fortæller Renée, at hun sammen med Thomas og børnene, Hugo, Ulrikke, Jens Kristian og Ida-Marie har en fælles tråd eller gruppe over telefonen, hvori det var tiltænkt, at man skulle skrive tre ting, som man var taknemmelig for.
– Det kunne være alt fra veloverstået eksamen til en kop kaffe, stort som småt, alt var velkommen, taknemmelighed var omdrejningspunktet.
Renée fortæller, at Ida-Marie kaldte tråden for Ohana, som på hawaiiansk betyder familie, og selvom Hugo ikke skriver derinde mere, så bruger de stadig tråden til at dele alt fra tanker og babybilleder til dårlige dage.
Afslutningsvis fortæller hun også, at familien har en helt særlig tradition, hvor man aftenen inden en fødselsdag skriver godnat, navnet på fødselaren samt personens alder for at vise, at man tænker på dem.
Hertil har Renée valgt at vise et billede af tråden fra dagen forinden, hvori der stod følgende:
– Godnat lillelort 25, hvor end du er.
– Godnat Hugo 25 år.
– Godnat Lul 25 år.
Du kan se hele Renées opslag og billedet herunder eller HER.
Vi sender de varmeste tanker til hele familien.