Robert Hansens ekskæreste i tårer på flyttedag: Nu er det HELT slut

For mere end en måned siden kunne en forslået Nynne Larsen fortælle, at hun var gået fra Robert Hansen, som hun anklagede for vold. I dag er hun officielt flyttet fra ham, og det er en svær oplevelse for hende.

Ifølge Nynne Larsen har skuespiller Robert Hansen udøvet vold mod hende flere gange i løbet af deres forhold. Det førte til, at hun for mere end en måned siden delte et billede på sin Instagram-profil, hvor man kunne se hendes forslåede ansigt.

– Et parforhold skal være et safe space bestående af kærlighed, ærlighed, tilregnelighed og loyalitet. Ikke vold, trusler, nedgørelser, fortvivlelse og misbrug. Nogle af de ting jeg er blevet budt, vil jeg ikke engang byde min værste fjende. Det er der ingen mennesker som fortjener. Af samme årsag danner Robert og jeg ikke længere par, skrev hun i opslaget.

Foto: Peter Hauerbach/Ritzau Scanpix

Nynne Larsen har sidenhen udtalt til blandt andre Her & Nu, at hun ikke har meldt Robert Hansen til politiet.

Store konsekvenser for Robert

Sidenhen har anklagerne fået store konsekvenser for Robert Hansens professionelle virke.

Den 41-årige skuespiller er nemlig ikke længere at finde på listen over foredragsholdere på bookingbureauet Tajmers hjemmeside, og han er ikke længere ambassadør for Hjerteforeningen, som han ellers har været tilknyttet siden 2017. Det bekræfter både virksomheden og foreningen selv over for Ekstra Bladet.

Det er dog uklart, om Robert Hansen ikke længere er tilknyttet virksomheden og foreningen på grund af voldsanklagerne eller om der er tale om et tilfældigt sammenfald.

Græder på flyttedag

Selvom Nynne Larsen og Robert Hansen ikke har dannet par den seneste måned, gør bruddet stadig tydeligt ondt på Nynne.

Det står især klart i en ny Instagram-story, hvor hun med tårer i øjnene fortæller, at hun i dag er flyttet endeligt fra den lejlighed, som hun boede i sammen med Robert.

– Det er en speciel dag, for i dag har Robert og jeg splittet vores hjem op, og jeg har flyttet alle mine ting ud til min mor midlertidigt, forklarer hun på sin Instagram og fortsætter:

– Selv om der har været mange hårde dage og voldsomme episoder, så har vi også haft det godt. Så når man går fra hinanden, siger man farvel til både det gode og det dårlige, og det gør ondt, siger hun til sine mere end 140.000 følgere på Instagram.

Hvad tænker du om denne sag?

Del gerne dine tanker med os i kommentarsporet under artiklen på Facebook nu.