Det er ingen hemmelighed, at Molly Egelind er datter af den kendte komiker og skuespiller Søs Egelind. Men Søs Egelind er faktisk ikke den eneste skuespiller i Molly Egelinds familie.
Hendes svigermor er også et kendt ansigt, og søndag aften kunne de to ses sammen i ‘Sygeplejeskolen’ på TV 2 Charlie.
I ‘Sygeplejeskolen’ har Molly Egelind siden seriens start spillet Anna Rosenfeld. I den første sæson ser man, hvordan hun vælger at starte som sygeplejeelev, selvom hendes forældre er imod hendes valg af uddannelse. De havde andre håb for deres datter.
Men som man kan se i den populære TV 2 Charlie-serie, så er Anna glad for livet på Fredenslund, og gennem serien følger man hende og de andre studerende og ansatte på hospitalet.
I søndagens afsnit ser man, hvordan Anna er ude og spise med sine forældre og Ole. Her er stemningen lettere akavet, da forældrene ikke ved, at de to unge mennesker har slået op.
For Molly Egelind var det en særlig oplevelse at indspille den scene. Annas mor spilles nemlig af Anette Katzmann, der er Mollys egen svigermor.
Overfor Newsner fortæller Molly Egelind nu, hvordan det var at spille sammen med sin svigermor.
Sådan var det at spille sammen med svigermor
I forbindelse med pressedagen for sæson seks af ‘Sygeplejeskolen’ spurgte Newsner Molly Egelind, hvordan det var for at spille sammen med sin svigermor.
– Det var skidesjovt og lidt spøjst også. Det var sjovt at se, hvor stort springet var mellem “Nu optager vi” og “nu optager vi ikke”. Mellem optagelserne blev det lige pludselig meget meget privat, fordi vi kender hinanden så godt, siger Molly Egelind med et smil og understreger, at hun synes, at hun kender alle sine kollegaer godt. Bare ikke ligefrem på svigermor-niveau.
Hun nød at have svigermor med på settet, og derfor var det vigtigt for hende, at hun gav Anette Katzmann en god oplevelse.
Ville give svigermor en god optagelse
Der er en grund til, at det var vigtigt for Molly Egelind at give svigermor en god oplevelse på settet. ‘Sygeplejeskolen’ betyder nemlig meget for Molly Egelind.
– Jeg var meget opsat på, at det skulle være en god oplevelse for hende. Jeg er enormt stolt af det, vi laver her, og det vil jeg gerne vise frem til hende. Jeg ville så gerne have, at hun skulle kunne se, hvorfor jeg holder så meget af at være her, og det kunne hun heldigvis godt, siger Molly Egelind til Newsner og tilføjer:
– Hun syntes, at det var virkelig, virkelig dejligt at medvirke.
Du kan se ‘Sygeplejeskolen’ søndag på TV 2 Charlie eller på TV 2 Play.
Hvor var det bare skønt at se de to kvinder spille sammen. Og hvor lyder det til at have været en skøn oplevelse for dem.
Vidste du, at de to var i familie? Del gerne med andre fans af ‘Sygeplejeskolen’, der vil sætte pris på denne viden.