En bestemt scene i den nye sæson af ‘Sommerdahl’ fik tårerne frem hos Peter Mygind.
SPOILER: Denne artikel omtaler en del af handlingen i andet afsnit af sjette sæson af ‘Sommerdahl’.
2025 er kun lige gået i gang, men der er sket meget for skuespilleren Peter Mygind. Året var kun lige startet, da han oplevede den store sorg at miste sin mor.
Men det var ikke det eneste som skete for familien i januar. Peter Myginds hustru, Lise Mühlhausen, kunne i slutningen af måneden fortælle, at hendes mor havde været udsat for en svindler, der var stukket af med tusindvis af kroner.
Men selvom han og familien var udsat for flere sørgelige og ubehagelige oplevelser, så var der også plads til noget positivt i januar måned.
En af de ting som Peter Mygind kunne glæde sig over var, at serien ‘Sommerdahl’ havde premiere på en ny sæson.
I forbindelse med pressemødet forud for den nye sæson fortalte Peter Mygind Newsner, hvordan en særlig scene havde bragt tårer frem hos ham.
Nyder at finde nye sider af Dan
Peter Mygind har i seks sæsoner fået lov til at dykke ned i karakteren Dan Sommerdahl og finde nye sider af ham. Det er noget, som han nyder.
– Det er jo det, man gerne vil som skuespiller. Og det er jo meget, meget, meget, meget, meget sjældent, at man som skuespiller kommer med i en serie, der forgår over så mange år, hvor man jo faktisk ikke ved, hvor den ender, fortæller han til Newsner og fortsætter:
– Men jeg synes, det er skønt. Normalt får man et manuskript, og så ved du, hvad vej det går, og hvor din karakters rejse slutter.
Scene fik Peter Mygind til at græde
Selvom en stor del af handlingen i ‘Sommerdahl’ handler om opklaringen af forfærdelige mord, så tager serien mange flere temaer op. Både baggrunden for de forskellige mord, men også de forskellige karakterers private udvikling.
Peter Mygind er vild med, at forfatterteamet bag serien tager de menneskelige dilemmaer op.
– Vi er jo en serie, der tit tager nogle ret følsomme dilemmaer op, siger han og nævner sager som folk der kæmper for at få børn, vold i hjemmet, flygtningebørn og andre dilemmaer, der kan skabe store problemer for de involverede.
I den nye sæson bliver en kvinde myrdet i første afsnit. Det viser sig efterfølgende, at det er hendes datter, der har slået hende ihjel ved et uheld. I ‘Sommerdahl’ skulle Peter Myginds karakter afhøre den unge morder, og det er en scene, der har sat et aftryk i ham.
– Vi har en meget rørende historien om Sjælland Rundt. Det er en familiehistorie, der kæmper og har det svært. Da jeg sad og så vores afhøring af morderen, begyndte jeg selv at græde, Fordi jeg synes, det der med, at vi også får vist et menneske, som i desperation kommer til at gøre nogle ting, fordi man kan blive presset så meget af et andet menneske, at man kommer til at slå ihjel. Ovenikøbet en man elsker, fordi vedkommende opfører sig forfærdeligt. Det er frygteligt, siger Peter Mygind.
Du kan se ‘Sommerdahl’ søndag aften på TV 2 Charlie eller på TV 2 Play.
Hvad synes du om den nye sæson af ‘Sommerdahl’? Kom gerne med din mening i artiklens kommentarfelt på Facebook.
LÆS MERE:
- ‘Sommerdahl’-stjernen André Babikian klar med nyt projekt
- Hun spiller sammen med sin far i ‘Sommerdahl’