Cecilie Hother har skiftet det kedelige danske vintervejr ud med en blå himmel, grønne palmer og en smuk hvid sandstrand.
Det afslører den gravide tv-vært på Instagram, hvor hun har delt et bikinibillede af sig selv og sin fine mave i de solrige omgivelser.
– Jep, lige nu sætter jeg stor pris på mine strækmærker, appelsinhud, karsprængninger og 17 kilo ++, skriver Cecilie Hother.
Cecilie Hother venter en lille dreng, som skulle komme til verden i april. I forvejen har hun og ægtemanden Thomas Honoré datteren Ellinor på tre år.
I marts sidste år mistede parret deres ufødte søn. Derfor valgte de at holde Cecilie Hothers graviditet for sig selv så længe så muligt. Men i december afslørede den populære tv-vært den kommende familieforøgelse i et opslag på Instagram:
– Som I nok kan se på mavens størrelse, så har vi holdt graviditeten til vores absolut nærmeste i så lang tid som muligt, men nu er mavens størrelse svær at komme uden om. Denne graviditet er ultimativ glæde. Men i lyset af, at vi mistede Karl i marts, er det heller ikke nogen hemmelighed, at ængstelse og frygt også er en del af denne graviditet, skrev Cecilie Hother blandt andet i opslaget.
Hun forsikrede dog sine mange følgere om, at familien var i gode hænder:
– Vi er blevet fulgt tæt og er i de bedste hænder på Riget, og alt er godt. Nu glæder vi os over, at vores barn vokser sig større og stærkere. Og jeg glæder mig til at blive mor til 3 i starten af april næste år.
Sikke et dejligt billede! Nu ønsker vi Cecilie Hother og hendes familie alt det bedste fremover.