Seerfavoritten ‘Balladen om kolonihaven’ skaber debat: Nu reagerer formanden

Serien ‘Balladen om kolonihaven’ trækker lige nu massevis af seere til skærme, men det er ikke kun i dokumentaren, at der diskuteres på livet løs.

En dokumentarserie i fire dele går lige nu sin sejrsgang i det ganske land. I dokumentaren følger man beboerne i haveselskabet Jørgen Berthelsens minde, hvor alt umiddelbart ånder fred og idyl. Men når man kigger bare en lille my under de nogle steder pænt klippede plæner, så er der store konflikter.

Som seerne har kunne se de sidste to tirsdage på TV 2, så er der stor splid mellem den gamle og nye generation. De vil forskellige ting med kolonihaveforeningen, og det skaber store konflikter.

Det er ikke kun mellem de to generationer, at der er debat. Reportageserien har skabt stor debat, og den diskuteres blandt andet lystigt på nettet. Men selvom debatten til tider kan være negativ, så er det ikke noget som afskrækker formanden for haveselskabet Jørgen Berthelsens minde.

– Da vi gik ind i det, talte vi også om, at det var en mulighed for at få skabt noget opmærksomhed omkring kolonihavetanken. Så at der er debat, det synes jeg kun er godt, siger Finn Lund Nyby til SE & HØR.

Formanden Finn Lund Nyby. Foto: Kristian Friis/TV 2

At få en god debat er også noget Finn Lund Nyby forsøger at skabe i haveforeningen. Her har seerne i de to første afsnit kunne opleve, hvordan Finn Lund Nyby bliver valgt af den “unge generation” til at være den nye formand, men selv mener han, at han hører til midt i mellem og forsøger at navigere i de to lejres forskellige meninger.

En af de helt store diskussioner i kolonihaven er, hvordan haverne skal se ud. For mens den gamle garde har et stort ønske om orden og mulighed for snak med naboen henover hækken, så drømmer den unge generation om at have deres eget sted, mens flere af dem ønsker at skabe biodiversitet gennem vilde haver. Den form for haver kendes også som “vild med vilje”.

Inger Kløjgaard var i 30 år formand i kolonihaveforeningen, men blev ifølge hendes egne ord “kuppet”. Hun er en af de ældre, der ikke er vild med alle de nye forandringer. Foto: Kristian Friis/TV 2

Tredje afsnit af ‘Balladen om kolonihaven’ vises tirsdag aften kl 20:50 på TV 2, mens sidste afsnit sendes i næste uge. Programmet kan også ses på TV 2 Play.

Hvorvidt der kommer en ny sæson af ‘Balladen om kolonihaven’ vides endnu ikke.

Hvad synes du om ‘Balladen om kolonihaven’? Kom gerne med din mening i artiklens kommentarfelt på Facebook.

Exit mobile version