Serena stod overfor et vigtigt valg, da hun skulle vælge, hvem af hendes to tilbageværende bejlere, der skulle med på den romantiske weekend. Nu sætter hun ord på sit valg.
Spoiler: Det omtalte afsnit er lige nu tilgængeligt på TV 2 Play, men er endnu ikke sendt på kanalen TV 2. Hvis du ser ‘Landmand søger kærlighed’ på TV 2 fremfor TV 2 Play vil denne artikel indeholde en spoiler.
Afgørelsens stund kommer nærmere og nærmere i ’Landmand søger kærlighed’. I det nyeste afsnit skulle Serena træffe et stort valg: Hvem ville hun have med på romantisk weekend?
Valget faldt på Lasse, som havde været favoritten fra begyndelsen.
Men der var ikke kun en god besked, der skulle gives den dag. Fordi Serena havde valgt at invitere Lasse med på romantisk weekend, så skulle hun også sige farvel til Alex.
– Det var ikke sjovt. Jeg kender selv den følelse af at blive afvist og blive valgt fra, så at vide, at jeg skulle gøre det, det var ikke sjovt, siger Serena til Newsner og fortsætter:
– Men samtidigt så var det nødvendigt, for jeg ville heller ikke holde ham hen længere end allerhøjest nødvendigt. Men på en måde var det rart at få overstået, når jeg godt havde vidst så længe, hvad det var, jeg gerne ville.
Favorit fra starten
For selvom Serena var åben overfor alle sine bejlere, så havde Lasse fanget hendes opmærksomhed fra starten.
– Jeg valgte Lasse, fordi han havde været min favorit allerede fra brevene af. Det er han så bare blevet ved med at leve op til. Han giver sådan en ro, sådan en hjemlig-følelse. Han er sød, sjov, omsorgsfuld og betænksom, og nem at snakke med. Vi har haft sådan en helt speciel kemi fra start af og rigtig god øjenkontakt, så jeg har aldrig rigtigt været i tvivl, siger Serena til Newsner og fortæller, at Lasses brev stak ud fra de andres.
Det var et brev, hvor hun kunne mærke, at han havde gjort sig umage. Samtidigt fandt hun ud af mange ting om ham.
– Der var både noget seriøst, hvor han fortæller om sig selv og det han går og laver. Han får lagt op til, at han er et familiemenneske, hvilket er en vigtig ting for mig. Han fortæller også, at han har været længe på den samme arbejdsplads. Det viser, at han er et stabilt menneske.
– Samtidigt var der en masse sjov i det med Morten Korch og han fortæller, at han er lidt en bonderøv. Det var en blanding af noget sjovt, seriøst og noget informativt som fortalte, hvordan han er som menneske.
Hun fortæller, at Lasse i brevet havde fået nogle venner til kort at forklare, hvordan han er som menneske, og det kunne hun godt lide.
Det gjorde udslaget
Men bare fordi brevet var godt, så kunne det jo godt ændre sig, når de to mødte hinanden i virkeligheden. Men på speeddaten var kemien mellem dem god.
– Fra speeddaten var jeg ret sikker. Der kan selvfølgelig ske ting og sager, men der var bare sådan en fornemmelse i mig der sagde, at det skulle være ham, siger Serena.
Var der noget som gjorde udslaget for, at du valgt Lasse?
– Vi har fra start af haft det virkelig nemt sammen. Vores snakke er kommet nemt, kemi og øjenkontakt har været der hele tiden. Han er en, som jeg føler mig virkelig tryg ved. Det har bare været nemt og rart med ham. Han er bare sød, lyder det med et smil i stemmen fra Serena.
Hvordan det går Serena og de andre landmænd senere hen må seerne vente med finde ud af til finaleafsnittet af ‘Landmand søger kærlighed’ sendes.
Du kan se ‘Landmand søger kærlighed’ tirsdag på TV 2 eller på TV 2 Play.
Hvad synes du om ‘Landmand søger kærlighed’? Kom gerne med din mening i artiklens kommentarfelt på Facebook.