Skøn nyhed: Lucas og Martin fra ‘Nybyggerne’ gift

Lucas Lohmann og Martin Storgaard fra ‘Nybyggerne’ blev i weekenden gift ved et udendørs bryllup.

De blev kendt i TV 2-programmet ‘Nybyggerne’ tilbage i 2021, og i weekenden gav Lucas Lohmann og Martin Storgaard så hinanden deres ja ved et udendørs bryllup.

De to brudgomme var iført matchende sæt tøj i lyse farver, og de var omgivet af familie og venner, da de gav hinanden deres ja.

Det er i en opdatering på Instagram, at de nu har afsløret, at de er blevet gift med et væld af billeder fra den store dag.

– Jeg elsker dig, Lucas, skriver Martin Storgaard i sit opslag.

Se opslaget herunder eller klik her.

Friede over burger

På Instagram er der kommet mange lykønskninger fra de øvrige ‘Nybyggerne’-par samt kendte navne som Mette Helena Rasmussen, Bryan Rice og Morten Kjeldgaard.

Det er faktisk mere end to år siden, Lucas Lohmann friede til Martin Storgaard med to ens halskæder på en café på Frederiksberg, hvor de mødte hinanden i sin tid, da de begge arbejdede her.

– Han havde inviteret mig ud på burger og cola, og så havde han forberedt at skulle sige en masse, men han endte bare med at græde, og så skød han en lille æske ind over bordet og spurgte, om jeg ville gifte mig med ham, har Martin Storgaard tidligere fortalt Her & Nu.

Om aftenen havde parret arrangeret indflytterfest, men det viste sig altså at være en forlovelsesfest.

Lucas Lohmann Martin Storgaard
Foto: TV 2

Martin blev indlagt

Sidste efterår var lidt hård for Martin Storgaard, for her måtte han pludselig hentes af en ambulance, da han fik en vanvittig hovedpine, der gjorde ham ude af stand til at fokusere, midt under et kundemøde.

Desuden oplevede han også syns- og følelsesforstyrrelser flere steder i kroppen, og derfor blev han undersøgt en hel dag på Bispebjerg hospital.

Se opslaget herunder eller klik her.

Her fik han taget blodprøver, udført en hjernescanning og en rygmarvsprøve, så det kunne udelukkes, at han havde haft en blodprop eller en blødning i hjernen.

Anfald var voldsomt

Der var heldigvis blot tale om et voldsomt migræneanfald, men det har sat sine spor, for Martin Storgaard udtalte efterfølgende, at han ikke ønskede det “for sin værste fjende”.

– Og håber aldrig, jeg skal opleve det igen. Har fået den dybeste respekt og medfølelse for alle, der døjer med dette fra tid til anden, skrev han dengang på Instagram.

Efterfølgende tog kæresten Lucas sig heldigvis godt af Martin Storgaard, der før har fået konstateret modermærkekræft. Det er heldigvis fjernet nu, og kræften havde ikke nået at sprede sig.

Stort tillykke til Martin og Lucas!

Skriv dine tanker i kommentarsporet under artiklen på Facebook – og del den gerne med dine venner!

Exit mobile version