The Bodyguard er en af de film, der bare bliver hængende, uanset hvor lang tid der går.
Kevin Costner ramte plet i rollen, ingen tvivl om det. Og Whitney? Whitney var elektrisk.
Jeg glemmer aldrig første gang, jeg så denne film – det var i begyndelsen af 90’erne, og det hele handlede om musikken, dramaet og den ubestridelige kemi mellem dem.
For at være ærlig var ‘The Bodyguard’ det helt store samtaleemne i 1992, og med god grund. Både Kevin og Whitney var på deres højeste, og det var magisk at se dem begge på toppen af deres karriere.
Men det var ikke alle, der var enige. Kritikerne kritiserede den måske, men helt ærligt, så anede de ikke, hvad de talte om. Filmen var et kulturelt øjeblik, et øjebliksbillede af den perfekte æra.
Whitney var i sin første film en kraft, man måtte regne med. Hun skinnede som en sjælden diamant og at se hende synge de uforglemmelige numre, gjorde hende urørlig. Mariah Carey, Janet Jackson, Madonna – de havde alle deres tid, men Whitney steg virkelig til et andet niveau af superstjerne med denne film. Jeg mener, hvem kan benægte, at ‘I Will Always Love You’ blev hendes sang?
Lad os nu tale om nogle af de ting, der foregik bag kulisserne – fjollerierne, de skjulte fejl og de slettede scener, som gjorde filmen endnu mere ikonisk på en mærkelig, elskelig måde. Du ved, hvilken type gøgl jeg mener – den slags, der ikke tager noget fra filmens storhed, men får dig til at sige: ‘”Hey, vent lige lidt!”
17 år fra manuskript til lærred
‘The Bodyguard’ kom i biograferne den 25. november 1992, men vidste du, at manuskriptet først blev udarbejdet af Lawrence Kasdan tilbage i 1975?
Dengang forestillede Kasdan sig Diana Ross og Steve McQueen i hovedrollerne. Det ville have været en ret vild version af filmen at se!
Begravelsen
Jeg ved ikke, hvor mange der har bemærket det, men her er en fejl fra ‘The Bodyguard’, som mange måske har overset.
Da Frank og Rachel kommer tilbage fra begravelsen, er der et skilt på venstre side af forruden, hvor der står “FUNERAL”. Men bare to sekunder senere dukker skiltet på magisk vis op i højre side.
Dukkerne på sengen
Her er en anden sjov fejl, som du måske har overset! Da Frank lægger Rachel i seng, flytter han alle dukkerne over i den ene side.
Men når hun ligger der, sidder der stadig en dukke ved siden af hende. Det er ikke noget særligt, men hvem lægger mærke til dukker, når man er opslugt af filmens følelser og kemien mellem Costner og Whitney.
Faktuel fejl
I filmen er der et øjeblik under Oscar-scenen, som ikke helt hænger sammen. Rachel Marron (spillet af Whitney Houston) bliver annonceret som vinder af prisen for bedste kvindelige hovedrolle, og da hun rejser sig for at gå op på scenen, sidder hun meget længere tilbage, end man skulle forvente – omkring 20. række. Traditionelt sidder de nominerede til bedste mandlige og kvindelige hovedrolle helt fremme ved ceremonien, så det virker lidt mærkeligt.
Scenen tager derefter sin tid, mens Rachel går ned ad gangen og giver hånd til de lykønskende gæster. Kameraet dvæler ved hende for at opnå en dramatisk effekt. Det giver filmskaberne masser af tid til at fokusere på den mystiske skikkelse i mængden, den potentielle snigmorder, som forsøger at skyde hende. Det handler om at opbygge spænding – og det forstår vi godt – men det er også lidt ude af trit med, hvordan Oscar-uddelingen rent faktisk fungerer.
Skudscenen
Du husker sikkert den intense scene, hvor Kevin Costner skynder sig hen til Whitney Houston ved Oscar-uddelingen for at redde hende fra et dødbringende skud, ikke sandt?
Efter at Frank (Kevin Costner) er blevet skudt, bliver han kørt ud af hospitalet, og hvis du ser godt efter, vil du bemærke noget mærkeligt: Han har ikke iltmaske på, selv om han har intravenøs væske i kroppen.
Nu tror du måske, at det bare er en lille detalje, men det er faktisk en ret åbenlys faktuel fejl. I det virkelige liv ville personen efter et skudsår, især et, der forårsager betydeligt blodtab, absolut have en iltmaske på for at hjælpe dem med at trække vejret og stabilisere sig.
Måske har filmskaberne bevidst valgt at springe denne detalje over, formentlig for at seerne kunne se Costners ansigt tydeligere i det dramatiske øjeblik. Det er en af de tåbeligheder, der ikke ødelægger filmen – men hvis man ser godt efter, er det svært ikke at lægge mærke til det.
Lyserødt armbånd
Hvis du kigger nærmere på scenen, hvor Kevin Costners karakter, Frank, bliver skudt, vil du lægge mærke til noget, som måske går dig forbi første gang.
Frank har et lyserødt armbånd på. Det kan virke som en tilfældig detalje, men det hænger faktisk sammen med en anden fejl tidligere i filmen. Da Frank og Rachel kommer ind til Oscar-uddelingen, er der to billeder af lyserøde armbånd, der bliver scannet.
I det første billede kan man se en stregkode blive scannet korrekt, hvilket giver mening. Men i det andet billede er det kun den perforerede del af armbåndet, der bliver scannet – noget, der faktisk ikke ville registrere noget.
Dolly Parton skrev sangen
Jeg havde næsten glemt, at det var Dolly Parton, der skrev og oprindeligt optrådte med ‘I Will Always Love You’. Helt ærligt tror jeg ikke, at jeg ville have gættet det rigtigt, hvis det kom op i en musikquiz. Men det er let at se hvorfor, eftersom Whitney Houstons ikoniske cover af sangen fuldstændig ophøjede den til klassikerstatus.
Der er faktisk en ret cool historie bag, hvordan sangen blev udødeliggjort. I et interview på The Graham Norton Show fortalte Dolly Parton, at da de først bad om at få lov til at bruge sangen i filmen, sendte hun den ind og glemte den så lidt.
Men en dag, da hun kørte fra sit kontor til sit hus i Nashville, hørte hun Whitney Houstons version i radioen. Dolly måtte holde ind til siden for at lytte til den, fordi hun var så rørt over, hvor smukt sangen var lavet.
Kevin Costner fik kritik for at vælge Whitney Houston
Kevin Costner og Whitney Houston skabte et ubrydeligt bånd mellem sig under optagelserne til ‘The Bodyguard’.
Det var Whitney Houstons første filmrolle, og Kevin Costner, som også var en af producenterne, kæmpede for at få hende på rollelisten.
– Da jeg i Bodyguard ville have Whitney til at spille, var jeg ikke klar over, at det var så modigt et træk, udtalte Costner. “Det forekom mig slet ikke at være et modigt træk. Jeg syntes, hun var den sødeste pige, jeg nogensinde har set.
For Costner var det en særlig film af mange grunde.
Han fik kritik for at vælge Whitney Houston til filmen; det kyniske studie mente, at der var noget mærkeligt ved, at en afroamerikansk kvinde var romantisk involveret med hans karakter Frank Farmer.
– Det virkede bare, som om hun var den bedste person, forklarede han. “Det føltes ikke, som om jeg prøvede at gå over stregen. Jeg kunne ikke forestille mig nogen, der ikke havde lyst til at kysse hende.
Det sidste kys
‘The Bodyguard’ blev udgivet i 1992. Den blev en international succes og årets næstmest indtjenende film på verdensplan, selv om kritikerne ikke var så imponerede.
Men den blev den 10. mest indtjenende film nogensinde på det tidspunkt.
– Jeg ved ikke, hvad det er med den film, sagde Costner til Beach Palm Post.
– Måske var det forholdet, som var meget ægte, og som blev skrevet af Lawrence Kasdan… Hun var en diva, og som han siger til hende: “Jeg er her for at holde dig i live, ikke for at hjælpe dig med at shoppe”. Og der er nogle gode mand/kvinde-ting i den, som egentlig er ret sunde. Tanken om, at nogen er villig til at beskytte dig, er noget helt særligt, som vi alle ønsker at kende til i vores liv.
– Og måske er det det sidste kys, udtalte Costner.
Ja, det sidste kys. Den legendariske slutning på filmen, hvor Costner og Houston kysser hinanden i lufthavnen, mens hendes ikoniske version af ‘I Will Always Love You’ spiller i baggrunden. Det var et tårevædet og vidunderligt øjeblik, som også ændrede Whitney Houstons karriere.
Flere kærlighedsscener blev klippet ud
Ah, vi husker alle det berømte kys mellem Whitney og Kevin i slutningen, ikke? Men vidste du, at der faktisk var endnu mere hede scener, som blev efterladt på gulvet i klipperummet?
Jep, Costner og Houston filmede et par ekstra kærlighedsscener, men de kom ikke med i den endelige udgave. En af dem viste endda Frank klæde Rachel af, efter at han havde båret hende ud af klubben – bestemt ikke et gennemsnitligt filmøjeblik.
Men nu kommer det vigtigste: Whitney ville ikke have noget af det. Hun havde ikke tænkt sig at smide tøjet for kameraerne. I et interview med Vanity Fair i 1992 udtrykte hun det ret klart: “De kommer ikke til at bede mig om at tage tøjet af. Jeg er ikke hyret til at vise min røv. Jeg synes ikke, det er mit største aktiv.” Se, det er selvtillid!
En person døde på settet
Ulykker er desværre en del af filmproduktioner, men det, der skete på settet til ‘The Bodyguard’, var virkelig tragisk og burde aldrig have fundet sted.
Den 3. januar 1992, under optagelserne af en scene i centrum af Los Angeles, blev en truckfører ved navn William Vitagliano fanget mellem to kraner til lysudstyr, som kolliderede. Ulykken var ødelæggende, og Vitagliano døde på tragisk vis kort tid efter, at han var blevet kørt på hospitalet.
Denne hændelse påvirkede alle, der var involveret i filmen, dybt. Warner Bros. foretog en undersøgelse af ulykken, og en retssag mod udstyrsproducenterne blev til sidst afgjort for et ukendt beløb i 1994.
Det er ikke Whitney på plakaten
For dem, der kan huske Bodyguard-plakaten (måske havde du den endda hængende på din væg i sin tid?), er det et ret dramatisk billede, der er designet til at fange biografgængernes opmærksomhed. Det viser Kevin Costners bodyguard, der bærer Whitney Houstons Rachel ud af en klub, efter at hun er blevet overfaldet af en overivrig menneskemængde.
Men vidste du, at plakaten skabte en del kontroverser? Nogle mente, at studiet med vilje skjulte Houstons ansigt for at nedtone den raceblandede romance, der var filmens kerne. Houston afviste det hurtigt i et interview med Rolling Stone i 1993 og sagde: “Jeg mener, folk ved, hvem Whitney Houston er – jeg er sort. Det kan man ikke skjule.”
Costner afslørede dog, at studiet faktisk ønskede mere af Houston, da hun var et stort trækplaster. Billedet, hvor hendes hoved er begravet i hans skulder, var faktisk hans idé. Han sagde til Entertainment Weekly: “Jeg valgte det billede, fordi min ven Ben Glass tog det … det var så stemningsfuldt.” Og her er en lille hemmelighed: “Det var faktisk ikke engang Whitney. Hun var taget hjem, og det var hendes stunt double.” Tal om filmmagi!
Når jeg ser tilbage, ville jeg ikke ændre noget. På trods af fejlene og manglerne vil denne film altid have en særlig plads i mit hjerte. Whitney, du vil altid være min pige. Hvil i fred, vi savner dig. Og Kevin, du har klasse. Sammen gjorde I ‘The Bodyguard’ til en tidløs klassiker, som jeg aldrig vil glemme.
