Søren Pape klager over benzinpriser: Kører selv ‘gratis’ i luksusbil med chauffør

Det Konservative Folkepartis formand Søren Pape Poulsen under pressemøde i forbindelse med besøg på militærbasen Tapa i Estland, onsdag den 30. marts 2022.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

I en video på Facebook taler politikeren om, at det er blevet dyrt at tanke sin bil op – ‘Det kan vi jo alle sammen mærke’, lyder det. Men er det i orden, at han siger sådan, når han selv bliver kørt rundt i en bil, som han ikke betaler brændstof til?

De konservative og formanden Søren Pape har den seneste tid haft meget fokus på de stigende benzinpriser, som danskerne er blevet ramt af som følge af Ruslands invasion af Ukraine.

Også på formandens egen Facebook-side har han givet udtryk for, at der skal skrides til handling overfor den dyre benzin.

– 16 kroner og 39 øre er listeprisen for en liter benzin i dag  Det er tid til, at vi politikere gør noget!’ skriver Søren Pape Poulsen i et opslag, hvor han også deler en video af sig selv bag rattet på den partibil, som han har fået stillet til rådighed af sit parti.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

I videoen, hvor en alvorlig Søren Pape Poulsen ses bag rattet, siger han:

– Alle os, der kører bil i de her dage, ved, hvor dyrt det er at tanke, lyder det fra formanden. Og senere i videoen:

– Det koster mange penge at fylde bilen op. Det kan vi jo allesammen mærke.

Videoen med Søren Pape Poulsen kan ses lige her.

Allerede for nogle dage siden var Pape også gået til tasterne på Facebook, hvor han krævede skattelettelser som hjælp til danskere, der ikke har råd til den dyre benzin:

– Nogle partier vil gøre den offentlige sektor 69 milliarder kroner større. Jeg vil bruge pengene anderledes: Lad os nu prioritere skattelettelser, så danskerne får bedre råd til at betale regningerne!’ skrev han dengang i opslaget.

Kører rundt i partiets bil

Ekstra Bladet kan dog i dag fortælle, at Det Konservative Folkeparti har leaset en luksuriøs SUV af mærket Volvo XC90 til formanden, og at partiet desuden har fastansat en chauffør, hvis primære arbejde er at hjælpe Søren Pape Poulsen med hans transportbehov.

I den dyre bil bliver han således kørt mellem Christiansborg og hjemmet i Viborg, ligesom at han bliver fragtet til diverse arbejdsmæssige forpligtelser.

Betaler for sin private bil

Overfor Ekstra Bladet har Pape understreget, at han mærker de høje priser p¨å benzin, når han kører i sin private bil, og at han forleden tankede sin bil op til knap 16 kr. per liter.

Også på Facebook er politikeren kommet til genmæle i et opslag, som han skrev allerede inden Ekstra Bladet udkom med deres historie.

I opslaget giver han flere eksempler på, at han stadig vil kæmpe for forskellige sager, som han finder vigtige, selv når de ikke kommer ham personligt til gode.

– Det er helt sort. Da jeg kæmpede for, at danskerne skulle have deres indefrosne feriepenge tilbage, fik jeg ikke selv en krone, fordi jeg som politiker ikke optjener feriepenge. Men derfor kæmpede jeg da for det rigtige alligevel!, skriver han blandt andet.

Hvad tænker du om denne sag?

Exit mobile version