Mike Kollöffel /TV 2

Stuepigen Nana indrømmer: Her er rollen jeg ville have haft i Badehotellet

Laura Kjær spiller den nye stuepige i Badehotellet. Men først var hun til casting på en helt anden rolle.

Badehotellet er tilbage og den populære tv-serie byder på flere nye ansigter denne sæson. Blandt andet 22-årige Laura Kjær, som spiller den nye stuepige Nana.

Men før Laura Kjær fik denne rolle, forsøgte hun faktisk at få en helt anden.

Det skriver TV 2.

Først var Laura Kjær nemlig til casting på rollen som Vera – grosserer Madsens tilbagevendte datter.

Men denne rolle gik til Julie Brochorst Andersen, og Laura Kjær havde straks på fornemmelsen, at rollen ville gå til anden side:

– Julie ligner Vera sindssygt meget, så jeg kan lige så godt lade være med at gå til casting, tænkte Laura Kjær ifølge TV 2, da de to skuespillere løb ind i hinanden i forbindelse med deres casting.

Vera Madsen blev portrætteret af Alberte Blichfeldt i første og anden sæson af Badehotellet. Så den nye karakter skulle gerne have en vis lighed med den oprindelige.

Laura Kjær har medvirket i mindre serier og film, men rollen som Nana er den første i en serie, der er så stor og populær som Badehotellet. Det har derfor ikke altid været nemt for familien at forstå, at hun faktisk arbejder som skuespiller. Men det har ændret sig nu:

– Det er endelig et konkret bevis på, at jeg spiller skuespil. Det er sværere at forstå, når familien tidligere skulle finde mig i en lille film fra en eller anden filmfestival, siger Laura Kjær til TV 2.

Foto: Mike Kollöffel /TV 2

Hvor var det godt, at Laura Kjær alligevel fik en rolle i Badehotellet! Del gerne denne artikel med dine venner på Facebook, hvis de også er vilde med Badehotellet.