Den tidligere fodboldspiller sætter nu ord på landsholdets trænersituation, som han ikke lægger skjul på, er kaotisk.
Dårlige resultater, voldsom usikkerhed, og nu også en sygemelding.
For nogle år siden havde man ikke troet det, men det er faktisk sådan, man nok bedst kan beskrive det danske fodboldlandshold i disse dage.
Helt fantastisk var det under EM, der blev afholdt i 2021, men herefter gik gassen fuldstændig af ballonen.
Det blev nemlig året, hvor Danmark sikrede sig den sidste slutrundesejr.
Efter et skuffende EM i år, og stor debat, kom meldingen så. Kasper Hjulmand er fortid som landstræner.
I samme moment lød det også, at man ikke havde en erstatning, så i stedet ville det være Morten Wieghorst, der skulle agere landstræner året ud.
Desværre blev ondt værre, da Morten Wieghorst måtte sygemelde sig med stress-symptomer.
Torsdag tager landsholdet så hul på Nations League mod Schweiz, og derfor befinder man sig lige nu i en usikker situation.
Faktisk er den tidligere landsholdsspiller Thomas Gravesen villig til at kalde det en kaos-situation.
Artiklen fortsætter under billedet…
En forfærdelig situation
Torsdag formiddag inviterede Viaplay til pressemøde for deres kommende programmer, hvor Thomas skal agere fodboldekspert, og i den forbindelse fik Newsner en snak med ham om landsholdets situation før aftenens landskamp.
– Jeg er bare spændt på at se, hvad det her landshold bringer. Det er en kaos-situation. En forfærdelig situation, vi er havnet i med Morten Wieghorst, der er blevet syg, men så sandelig også med landsholdets vikar.
I de næste par kampe bliver det dødboldspecialisten Lars Knudsen og den nyudpegede assistenttræner Daniel Agger, der skal stå i spidsen og ifølge Thomas, så er der ingen af dem, der har erfaringen til at agere decideret landstræner.
– Ingen af dem har erfaringen. Jeg tror, at de skal gøre det sammen og støtte hinanden i den korte tid, de er der, så for mig er det bare vigtigt, at der er fælles front, når de går i gang.
Den nye træner skal have pondus
Udover den store forandring på trænerbænken så har den også været at få øje på på selve banen.
For ikke så længe siden meldte både Simon Kjær og Thomas Delaney ud, at de stopper på landsholdet.
Snakken har også gået på, at den nye træner skal turde lave nogle hårde ændringer ift. spillervalget, og det er Gravesen helt enig i.
– Det er jo en ny epoke, der går i gang, og det er en kvalifikation til Nations League og en kvalifikation til verdensmesterskaberne i USA, så den nye landstræner skal lave et hold, som han kan bruge i mere end ét år. Han skal lave et hold, som han skal bruge i to-fire år, og det kræver, at man finder de rigtige spillere. Vi har set en Matt O’Riley banke på, så for mig at se er det en træner, der skal have noget pondus og kraft, og vi må se, om han findes derude.
Schmeichel kan sagtens fortsætte
Når det kommer til udskiftningen af de lidt ældre spillere, så er det også kun naturligt at kigge på målmandsposten, hvor snart 38-årige Kasper Schmeichel er at finde.
Schmeichel skiftede dog i sommerens transfervindue til skotske Celtic, hvor han har fået en fantastisk start, og Thomas mener heller ikke, at man nødvendigvis skal forvente en ændring i det danske mål.
– Nej. Der vil ske en ændring, hvis han spiller sig af. For mig skal Kasper Schmeichel spille sig af holdet. Han får chancen fra starten mod Schweiz, og hvis han står til nul og spiller, som han plejer og ikke laver fejl, så har han ikke spillet sig af det danske landshold. Så der er ingen grund til at skifte, hvis der står en målmand, som er dygtig nok.
Hvad tænker du om landsholdets trænersituation? Skriv i kommentarsporet, og del også meget gerne artiklen, så flere kan skrive.