Foto: Louise Engelst

Thomas Vinterbergs ærlige ord om ‘Familier som vores’

Stjerneinstruktøren Thomas Vinterberg er lige nu aktuel med sin første serie, som han selv kalder “en kærlighedserklæring til vores land”.

I serien stilles karakterne overfor, hvad de ville gøre, hvis alle pludselig skulle forlade Danmark. Hvor skal de tage hen? Hvem vil de tage afsted sammen med? Thomas Vinterberg sætter nu ord på, hvad han selv ville gøre overfor Newsner.

TV 2 har søndag aften premiere på et nyt storslået familiedrama. Det er Thomas Vinterbergs første serie, og han fortæller til Newsner, at han har glædet sig til endelig at kunne vise serien til danskerne. Han omtaler serien som en kærlighedserklæring til Danmark.

‘Familier som vores’ har allerede haft verdenspremiere på den internationale filmfestival i Venedig, hvor den blev modtaget med stående klapsalver.

I serien vælger regeringen at evakuere Danmark som følge af den stigende vandstand.

Det betyder, at familier og venner rives fra hinanden, når de skal forlade landet og bliver sendt til alle egne af den store verden.

Siden ingen kan blive i Danmark bliver al ejendom pludselig værdiløs. Danskerne deles i et a- og b-hold: Dem, der har råd til at rejse til velhavende lande, mens de mindre heldige bliver sendt afsted af det statsfinansierede program uden mulighed for indflydelse på, hvilket land de nu skal bygge et nyt liv.

Når befolkningen bliver spredt spredt for alle vinde betyder det, at seriens karakterer ikke bare skal sige farvel til deres land, men for manges vedkommende også til familie og venner.

Seriens karakterer står overfor store valg, for hvor skal de tage hen? Og ikke mindst, hvem skal de tage afsted sammen med?

Newsner har spurgt Thomas Vinterberg, hvad han selv ville gøre, hvis han stod i den situation, og i sit svar kommer den verdenskendte instruktør ind på flere ting.

Det ville Thomas Vinterberg gøre

I serien står karaktererne overfor svære valg, og Thomas Vinterberg er ikke i tvivl om, hvordan han ville reagere, hvis han stod i samme situation.

– Jeg ville kæmpe med næb og kløer for at holde min familie samlet. Og det ville virkelig lægge mig på sinde. Og jeg kan slet ikke bære tanken om, hvis vores familie skulle skæres midt over, som den bliver her, siger Thomas Vinterberg til Newsner.

Men det er ikke kun familien, som optager instruktørens tanker.

– Jeg ville syntes, det var utroligt svært at forlade det, som vi har her, fordi jeg holder utroligt meget af det. I mine unge år havde jeg en drøm om at komme ud og væk, men nu er jeg på en eller anden måde vokset ind i en dyb kærlighed til vores land. Jeg ville personligt syntes, at det var umuligt at adskilles fra min datters grav, siger han.

Hvis pludselig danskerne ikke kunne være i Danmark, så er der et sted, som Thomas Vinterberg ville tage til.

– Jeg ville personligt nok emigrere til Norge, hvis jeg kunne vælge. Der er højt for det første, så man ville kunne være der, siger han grinende og fortsætter:

– De har en fantastisk natur og kultur, de har en fantastisk filmbranche. Jeg synes, at Joa Trier er en af vores bedste filmkunstnere i Skandinavien og jeg elsker sne. Og den er ikke smeltet endnu i Norge. Mine børn elsker sne, så det ville nok være mit valg, lyder det fra Thomas Vinterberg.

Du kan se ‘Familier som vores’ søndag klokken 20:00 på TV 2 eller på TV 2 Play.

Hvad synes du om ‘Familier som vores’? Kom gerne med din mening i artiklens kommentarfelt på Facebook.

LÆS MERE: