“Tillykke I skal have trillinger”-mor har vundet stor kamp: Nu fælder hun glædestårer

Michella Meier-Morsi fra “Tillykke, I skal have trillinger” er ovenud lykkelig, efter det er blevet besluttet, at tvillingeforældre nu vil få udvidet barsel.

Det er en stor familie, som journalisten Michella Meier-Morsi, der er kendt fra TV-programmet “Tillykke, I skal have trillinger”, de seneste år har fået.

Hun er nemlig i løbet af ganske få år blevet mor til både tvillinger og trillinger, efter hun har fået fertilitetsbehandling, og derfor har hun fået en ny mærkesag.

Michella Meier-Morsi har nemlig villet kæmpe for mere barsel til familier som hendes, hvor der er tvillinger og trillinger, så familielivet kan hænge bedre sammen.

Michella Meier-Morsi
Foto: Lisa Flood/DR

Mor er lettet

Det er nu lykkedes, for fra den 1. maj får alle nybagte tvillingeforældre 26 ugers udvidet barsel, og i den forbindelse har hun delt en tårevædet video på Instagram.

– Jeg kunne ikke holde op med at grine eller græde, da jeg læste pressemeddelelsen. Tænk, at det lykkedes 🙈, skriver hun i sin opdatering.

Hun og hendes mand Mark Morsi har blandt andet været på besøg i “Go’ morgen Danmark”, hvor de fortalte om deres situation.

Mor er rørt

De startede en underskriftsindsamling, givet utallige interviews og har også besøgt Christiansborg for at sætte fokus på deres situation.

Michella Meier-Morsi skriver også videre, at hun virkelig ville have ønsket, at de havde haft 26 ugers ekstra barsel med de to kuld flerlinger, ægteparret har fået.

– Jeg er så rørt og taknemmelig og lykkelig for, at det nu bliver virkelighed ❤️, skriver hun.

Stress var konsekvens

At blive forældre til tvillinger og efterfølgende trillinger har ikke ligefrem været nemt for Michella Meier-Morsi, og hun har tidligere fortalt om, hvordan hun har været ved at udvikle stress.

– Mange tvillingeforældre føler sig utilstrækkelige, fordi de ikke har den samme tid som andre forældre. Det ville være en stor hjælp, hvis manden eller partneren fik mulighed for at være hjemme længere tid, har hun udtalt til Jyllands-Posten.

Vi ønsker stort tillykke til Michella Meier-Morsi med, at hun fik opfyldt sin drøm!

Skriv dine tanker i kommentarsporet under artiklen på Facebook – og del den gerne med dine venner!

Exit mobile version