I ‘Landmand søger kærlighed’ leder landmanden Helle lige nu efter den store kærlighed. I forsøget støder hun på to bejlere, der har prøvet at date i det populære program før – de var sågar på date med den samme kvinde.
Seks modige landmænd leder lige nu efter den store kærlighed. 53-årige Helle er en af deltagerne i TV 2-programmet, og blandt hendes bejlere er der et par ansigter, som faste seere af programmet formentligt har genkendt.
Til speeddaten skulle hun blandt andet på date med Henrik L og Henrik W.
Speeddaten fandt sted under åben himmel et yderst romantisk sted med vand og smukke bygninger.
Men det er ikke første gang, at de to mænd er med i programmet. De var begge med i sæson ni, hvor de datede landmanden Trine. Det vil sige, at de for anden gang for åben skærm dater den samme kvinde.
Nu sætter Helle overfor Ekstra Bladet ord på, hvordan det var at vide, at de to mænd tidligere havde datet den samme kvinde.
Ligger ikke søvnløs
De to mænd var med i sæson ni, som blev sendt i 2022. Men selvom Helle havde genkendt de to mænd fra fjernsynet, så fortæller hun til avisen, at hun ikke kunne huske, at det var den samme kvinde, som de tidligere havde datet.
At de to Henrik’er tidligere har datet den samme kvinde er dog ikke noget, som Helle har ligget søvnløs over.
– Det var ikke noget, jeg tænkte over. Jeg synes, at det var meget sjovt, og de må have syntes, at det var en sjov oplevelse, siden de ville gøre det igen, og man lærer også hinanden at kende på en anderledes måde, end hvis man bare skriver på Tinder, siger Helle til Ekstra Bladet.
I starten af programmet får landmanden Helle en ærgerlig besked af værten Lene Beier. Hun skulle have været på speeddate med fem mænd, men der er kun tre mænd dukket op.
En af de potentielle bejlere var blevet syg, mens en anden fik kolde fødder.
Om det lykkes Helle at finde kærligheden, må man se i de kommende afsnit af ‘Landmand søger kærlighed’ på TV 2.
Du kan se ‘Landmand søger kærlighed’ tirsdag klokken 20:00 på TV 2 eller på TV 2 Play.
Hvad synes du om den nye sæson af ‘Landmand søger kærlighed’? Kom gerne med din mening i artiklens kommentarfelt på Facebook.