Trine Michelsen ville være fyldt 59: Et smertefuldt liv

Nøgenmodellen Trine Michelsen døde på tragisk vis i 2009 efter en lang kamp mod kræft – i dag ville hun være fyldt 59 år.

Den smukke Trine Michelsen tog afsked med livet alt for tidligt tilbage i januar 2009. I dag ville hun være fyldt 59 år, hvis ikke kræften var blevet hendes skæbne.

Nøgenmodellen Trine Michelsen ville være fyldt 59 år 21. januar.
Foto: Kjær Ole/Ritzau Scanpix

Allerede i sin spæde barndom var Trine Michelsen udsat for den første tragedie, da hendes mor Nina Warberg blev dræbt i en trafikulykke i Paris og efterlod sig den fireårige Trine samt ægtemanden Ole Michelsen.

Tiden efter var kaotisk for Trine Michelsen, for hun boede på skift hos sine bedsteforældre, sin faster og moster.

Trine Michelsen blev påvirket

Senere flyttede hun sammen med sin far i en lejlighed i København, men sorgen var også svær for hendes far at tackle, og han udviklede at alkoholproblem.

– Det at miste så tidligt har på mange måder præget mit liv og mine følelsesmæssige relationer til andre mennesker. Sådan ser jeg det i hvert fald i dag, men det var selvfølgelig ikke noget, jeg var bevidst om hverken som barn eller som ung, har Trine Michelsen senere udtalt til Berlingske.

Igennem livet var kærligheden da også svær for Trine Michelsen, for hun havde haft mange dårlige oplevelser bag sig og havde til sidst svært ved at binde sig.

– Hun passede lidt på med ikke at blive for glad for en mand, fordi hun vidste, at vedkommende ville stå tilbage med en stor sorg, når hun døde. Og så glemte hun aldrig ham, der gik fra hende, da hun var syg, sagde veninden Anette Vestergaard senere til B.T.

Kærligheden var svær

Da Trine Michelsen fik sin kræftdiagnose i 2002, valgte hendes kæreste Niko nemlig at gå fra hende samme dag, hvilket tog hårdt på hende.

Det forhold, hun havde haft før Niko, var heller ikke gået særligt godt, for her var hun i årevis sammen med gangsteren Roderigo Oberreuter, der havde røvet en pengetransport på Strøget.

Dermed fik han fem års fængsel, hvor Trine Michelsen besøgte ham flittigt, men de endte alligevel med at gå hvert til sit.

Ole Michelsen har senere talt om tiden efter sin kones død, og hvor svær den var for ham:

– Dengang oplevede jeg, at ingen talte med mig om det. Jeg havde mistet min kone – det kunne de ikke klare. Den holder ikke! Jeg har holdt foredrag i Kolt syd for Aarhus og de fleste, der sad der i sognegården, havde mistet deres ægtemænd eller kone inden for kort tid. De ville gerne tale om det men fik ikke lov, har Ole Michelsen tidligere udtalt til Kristelig Dagblad.

Nedturen ramte

Forholdet mellem far og datter blev da også senere kompliceret, for i perioder talte de slet ikke med hinanden, og det blev yderligere vanskeligt, da Trine Michelsen indledte en karriere som nøgenmodel.

Selv var hun stolt af sin pikante karriere og så sig selv som en bannerfører på fagets vegne, men senere endte hun i en sand nedtur præget af depression, angstanfald og stort narkoforbrug, der var tæt på at gøre det af med hende.

Senere kom hun heldigvis i behandling og lærte, at afhængigheden nok var arvelig gennem hendes far, og Trine Michelsen fik det bedre.

Trine Michelsen kæmpede

Men så kom kræften, og Trine Michelsen fik at vide, at hun kun havde 25 procents chance for at overleve, efter hun havde haft smerter i årevis – det skete kort efter, hun var begyndt at tage hul på en lovende filmkarriere.

Igennem mange år kæmpede Trine Michelsen en brav kamp, hvor hun gennemgik kemoterapi, blev opereret og fik fjernet sin skulder. Til sidst forligede hun sig med den skæbne, som var meget svær for hende at forstå.

– Det har været meget svært, men jeg har vænnet mig til tanken om, at jeg snart skal dø. Jeg har lært at acceptere min situation. Prøve at leve én dag ad gangen og få det bedste ud af enhver situation, sagde Trine Michelsen før sin død til Se og Hør.

Livet var smertefuldt

Da Trine Michelsen døde, kunne Ole Michelsen fortælle, at det blandt andet var tanken om at blive genforenet med sin afdøde mor, der holdte hende oppe.

– Trine var troende – dog ikke stærkt troende. Hun havde en idé om, at hun ville komme op et eller andet sted og skulle gense sin mor. Det synes jeg, er en meget smuk tanke, har Ole Michelsen siden sagt til B.T.

Hun blev da også senere sted til hvile på Gentofte Kirkegård i samme gravsted som sin mor samt morfaren Frits Warberg. Trine Michelsen skrev selv ordene, der skulle læses op i kirken ved bisættelsen:

“Uden jer havde mit liv været forgæves, I har gjort mig til den, jeg er. Og hvor har vi haft det sjovt, mit liv har været fyldt med latter – smil – og også meget sorg og smerte. Ufattelig meget smerte, som jeg slet ikke har ord for”, lød det blandt andet.

Trine Michelsen er stadig savnet – må hun hvile i fred!

Skriv dine tanker i kommentarsporet under artiklen på Facebook – og del den gerne med dine venner!