Trist dag: Ole Thestrup ville være fyldt 77 år

Skuespilleren Ole Thestrup gik bort i 2018 efter længere tids sygdom – i dag mindes vi ham i anledningen af, at han kunne være fyldt 77 år.

Der er ingen tvivl om, at skuespilleren Ole Thestrup i sit liv både høstede store succeser på scenen men også oplevede gigantiske nedture privat.

Onsdag kunne Ole Thestrup være fyldt 77 år, men han gik desværre bort alt for tidligt den 2. februar 2018 efter længere tids kræftsygdom.

Den gæve Ole Thestrup, der stammede fra Nibe var en lidt atypisk skuespiller, og han endte ofte i roller som de lidt kantede, jyske typer – disse udførte han til gengæld med bravour, og som skuespiller var han aldrig bange for at blive sat i bås.

Rollerne var oplagte

Især er han nok kendt for roller i ‘Busters verden’, ‘Blinkende lygter’, ‘De grønne slagtere’, ‘Dræberne fra Nibe’ og ikke mindst ‘Badehotellet’.

– Jamen, sådan er jeg jo. Det ville passe meget dårligt, hvis jeg skulle spille en stille, genert skolelærer. Det er min mimik, mit sprog og min fremtoning slet ikke til. Sådan var min far også, har Ole Thestrup sagt i et interview med Berlingske.

Men bagved succesen kæmpede Ole Thestrup i mange år med alkoholmisbrug – noget, han egentlig først fik bugt med, da han i 1997 besluttede sig for helt at stoppe med at drikke.

Ole Thestrup kørte galt

Alkoholen var desværre en vane, han havde med sig fra ung, men det eskalerede især, da han blev elev på Skuespillerskolen i 1973, hvor ledelsen satte ind overfor problemet.

Inden da havde den danske skuespiller både været skyld i, at et fly blev nødlandet, da han kastede en drink i hovedet på flyet kaptajn, og desuden kørte han senere sin bil ind i en mur på Nørrebro, mens han var fuld.

Om det var et uheld eller med vilje har han siden ikke kunnet gøre helt rede for, men i et interview med Politiken knyttede Ole Thestrup siden nogle ord til, hvad der skete den dag, hvor han faktisk ikke havde drukket så meget, som han plejede.

– Så jeg sætter mig ned i min bil, jeg skal ikke et sted hen, og så…klokken er ni-halvti, og der er ingen trafik. Jeg kigger i sidespejlene. I bakspejlet. Der er ikke nogen. Og så lukker jeg mine øjne. Og slipper rattet, forklarede han.

Skuespilleren fik hjælp

På det tidspunkt indtog Ole Thestrup dagligt halvanden flaske Gammel dansk, 15-30 øl, 30 kodimagnyler og 5 stesolider om dagen, og karrieren er støt dalende, da han blandt andet har svært ved at huske sine replikker.

Heldigvis slap Ole Thestrup fra uheldet, hvor han kørte galt med 25 km/t med trælår og knubs, men ulykken fik megen opmærksomhed i medierne, og herefter blev skuespilleren siden tilbudt at komme i afvænning.

Efter en afvænningen fandt han vej til et nyt liv, og han rørte aldrig alkohol siden. I de følgende år var han godt klar over, at alkoholmisbruget havde kostet ham dyrt.

– Jeg har gjort mange dumme ting under indflydelse af alkohol, trådt folk over tæerne og misligeholdt aftaler med mine børn, men dybest set kunne det være gået meget værre. Det er småting, jeg angrer, for det kunne bare ikke være anderledes for mig, har Ole Thestrup tidligere sagt til Kristeligt Dagblad.

Døtrene lagde afstand

Siden blev Ole Thestrup dog en dedikeret bedstefar, der var alt for sine tre børnebørn Storm, Emil og Jakob, og han ærgrede sig i sine ældre år blot over, at han ikke var startet på Minnesota-behandling allerede i slutningen af sine teenageår.

Alkoholmisbruget havde dog også kostet på familiefronten, for Ole Thestrup mistede kontakten til sin første datter Rikke, mens han forsøgte at klinke forholdet med sin anden datter Sarah.

Samtidig var han også overbevist om, at den megen modgang havde klædt ham bedre på som skuespiller og gav ham mere at byde ind med på scenen, at han havde været igennem skilsmisser, 43 dage i et canadisk fængsel, årtier med alkoholmisbrug samt alvorlige hjerteproblemer og siden kræft.

– Jeg vil endda påstå, at en skuespiller, der er gået igennem livet uden skilsmisse og måske endda uden dødsfald i den nærmeste familie har det sværere som skuespiller. Det er trods alt alle menneskets følelser, vi skal vise på scenen, har han tidligere sagt i et interview med Århus Stiftstidende.

Desværre indhentede sygdom ham til sidst – og Ole Thestrup blev blot 69 år. I dag ligger han begravet på Hørby Kirkegård i Tuse Næs ved Holbæk.

Ole Thestrup var en skøn skuespiller, som virkelig er savnet – æret være hans minde!

Skriv dine tanker i kommentarsporet under artiklen på Facebook – og del den gerne med dine venner!

 

Læs mere om...