Foto: Theis Tingstedt Lavrsen/TV 2

TV 2 bekræfter: Stor ændring i ‘Rolf og Ritter på Tour’

Når ‘Rolf og Ritter på Tour’ vender tilbage, så er det med en stor ændring.

Der er endnu et stykke tid til den 29. juni, hvor årets Tour de France starter. For mange danskere går tankerne lige nu mest på, om Jonas Vingegaard når at blive klar til at forsvare den gule førertrøje og tage en tredje sejr i det legendariske cykelløb.

Under dækningen af Tour de France har Dennis Ritter og Rolf Sørensen de sidste 18 år været en fast del. De har ikke bare været kommentatorer på løbet, men har haft programmet ‘Rolf og Ritter på Tour’. Her har man kunne se dem cykle nogle af etaperne, mens de har talt om ruten og de svære passager ved dagens løb.

Selvom programmet også vender tilbage i år, så bekræfter TV 2 nu i en pressemeddelelse, at der er en stor ændring på vej.

Rolf er skadet

TV-stationen har været nødt til at lave en stor ændring i programmet, da Rolf Sørensen ikke har mulighed for at svinge sig op på jernhesten i år.

– Rolf Sørensen døjer med en knæskade, der betyder, at han ikke kan sætte sig op på cyklen ved siden af Dennis Ritter. Derfor springer Lars Bak i stedet i pedalerne og kører dele af i alt fire etaper af årets Tour de France sammen med Ritter, oplyser TV 2 i en pressemeddelelse.

Men selvom Rolf Sørensen ikke kan svinge sig i sadlen i år, så skal Dennis Ritter altså stadig ud og trampe i pedalerne. Og han får selskab af et kendt ansigt, når den tidligere cykelrytter Lars Bak tager af sted sammen med ham.

Artiklen fortsætter under billedet.

Dennis Ritter og Rolf Sørensen ses her sammen med Emil Vinjebo og Christian Moberg, der kommer til at skiftes med at være cykeleksperter i kommentatorboksen. Foto: Theis Tingstedt Lavrsen/TV 2

‘Rolf og Ritter på Tour’ består i år af fire afsnit, der kan ses på TV 2 Play. De to første afsnit udkommer inden Tour de France starter, mens de to næste kan ses på løbets første hviledag 8. juli, oplyser TV 2.

Tour de France starter i år i den italienske by Firenze, og det er også i Italien, at ‘Rolf og Ritter på Tour’ starter.

Tour de France køres fra 29. juni – 21. juli og kan ses på TV 2.

Glæder du dig til at Tour de France starter. Kom gerne med din mening i artiklens kommentarspor på Facebook.