Danskerne må væbne sig med tålmodighed de næste uger, hvis de følger med i det populære underholdningsprogram X Factor.
Udsendelsen bliver nemlig taget af programmet i de kommende uger.
Det oplyser TV 2 i en pressemeddelelse.
– TV 2 følger naturligvis regeringens retningslinjer og har besluttet, at der ikke bliver sendt X Factor i de kommende uger, lyder det fra TV 2.
Af pressemeddelelsen fremgår det, at X Factor foreløbig udskydes de kommende to fredage.
Sidste fredag optrådte optrådte de resterende X Factor-deltagere for en tom sal, da man havde valgt at droppe publikum på grund af risiko for spredning af coronavirus.
I denne uge var det også planen, at showet skulle afvikles uden publikum. Tidligere deltagere, venner og familie til deltagerne havde dog fået tilladelse til at overvære optrædelserne.
Men nu har TV 2 altså valgt at tage konsekvensen af de seneste dages tiltag og udskudt programmet på foreløbig ubestemt tid.