1-årig død: Spejl faldt ned over ham

Efter en frygtelig dødsulykke, der kostede den 1-årige Reed livet, vil hans mor, Lindsay Dewey, nu advare andre forældre.

Man kan aldrig forberede sig på at miste nogen, man elsker, og slet ikke sit barn. Det er en mareridtsagtig virkelighed, som Lindsay og hendes mand Eric desværre nu må leve med efter en tragisk ulykke.

Deres 22 måneder gamle søn mistede livet under tragiske omstændigheder i familiens hjem i USA. Ifølge Mirror faldt et stort spejl ned over ham og forårsagede alvorlige skader.

Reed sad og legede med sine sugekopskåle, som han satte fast på spejlet og forsøgte at rive løs, og det fik spejlet til at vælte. Da det tunge spejl faldt ned over ham, pådrog han sig en alvorlig hjerneskade og en kraniefraktur.

Dræbt af faldende spejl

Lindsay hørte ulykken og løb straks ind i rummet, hvor Reed sad. Men da redningsfolkene ankom, var det desværre allerede for sent. Ambulancepersonalet gjorde alt, hvad de kunne, men det var umuligt at redde den lille drengs liv.

Lindsay og Eric, der arbejder som brandmand, er i dyb sorg, og Lindsay har fortalt åbent om sorgen på Instagram. Efter Reeds død valgte de at donere hans organer for at redde andre børns liv.

”Den værste dag i vores liv blev den bedste i nogen andens, og for det vil jeg altid være vores lille heltebaby taknemmelig. Du er nogens mirakel, Reed Michael. Fem små børns mirakel, for at være helt præcis. Jeg kan ikke lade være med at tænke på de familier, der fik det bedste opkald i deres liv. Deres bøn blev hørt. Jeg forstår stadig ikke, hvorfor vores ikke blev det. Men Gud ved alt. Og selvom det her ikke føles retfærdigt på nogen måde, så er vi så stolte af dig, min skat.”

Familien advarer andre forældre

Nu håber familien, at de med deres historie kan være med til at advare andre forældre. Spejlet var ikke beregnet til at hænge på væggen, men skulle have været så tungt, at det ikke kunne flyttes. Normalt stod der en lænestol foran spejlet, men netop den dag var den blevet flyttet midlertidigt.

”Vores dyrebare, glade og helt perfekte lille dreng fik ikke sit mirakel her på jorden. Vi er helt knuste. Men jeg kan ikke lade være med at føle en overvældende taknemmelighed over at have været hans mor i 22 måneder. Alt, han kendte til, var kærlighed. Og alt, han gav, var kærlighed. Virkelig. Og dem, der kender os, kan bekræfte det,” skriver Lindsay på Instagram.

Hvil i fred, Reed. Alle vores tanker går til familien i denne svære tid.