2,5 uge.
Så lang tid gik der, før en 19-årig mand fra Gribskov Kommune fandt ud af, at han havde vundet seks millioner kroner i Lotto.
Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.
Den unge mand havde nemlig været inde for at opsige sit abonnement og havde lagt tanken om at vinde helt på hylden.
– Jeg tegnede abonnementet, fordi jeg er opvokset med Lotto i familien, da min far har spillet med i flere år. Og så arbejder jeg her i mit sabbatår i en kiosk, hvor jeg har langet mange Lotto kuponer over disken. Så jeg var nok lidt farvet af drømmen, fortæller den heldige vinder, som ønsker at være anonym.
Han besvarer dog aldrig sin telefon, når han ikke kender nummeret. Derfor kunne Danske Spils kundecenter ikke få fat i ham:
– Jeg gik tilfældigvis ind og tjekkede min mail i en pause på arbejdet, og jeg studsede over en besked fra Danske Spil, der omhandlede mit opsagte abonnement. Der stod også, at jeg skulle kontakte dem, fordi de havde prøvet at ringe til mig flere gange. Det var helt syret, for det viste sig, at jeg havde vundet samme aften, som jeg havde afsluttet abonnementet (det løber måneden ud red.), fortæller vinderen, som var meget skeptisk, da han ringede Danske Spil op.
– Men altså, det viste sig jo at være rigtigt, at jeg pludselig kunne se frem til en gevinst på 6.131.125 kroner. Jeg var helt i chok og var nødt til at dele det med mine kolleger, da jeg kom ind fra pausen. Jeg så jo helt mærkelig ud i hovedet. Jeg må da også indrømme, at jeg har haft svært ved at sove de sidste par nætter. Det er jo en helt vildt god start på voksenlivet, jeg har fået, tilføjer han.
Den nybagte millionær håber at kunne starte på Copenhagen Business School til sommer. Og i den forbindelse vil han gerne købe en lejlighed i København.
– Jeg er nok ret kedelig og fornuftig i betragtning af min alder. For udover lejligheden skal jeg ikke bare ud og købe ting, fordi jeg kan. Jeg regner med, at resten af pengene skal investeres i aktier. Jeg er heller ikke en person, som går ud og fester, da jeg går meget op i træning og kost.
Kæresten kender endnu ikke til den unge mands millionærstatus. Hun er nemlig ude at rejse. Han udelukker dog ikke, at der vil blive sneget et par ferier ind for parret.
Sidst, men ikke mindst, har vinderen tænkt sig at invitere sine forældre og søskende til Spanien i forbindelse med sin 20 års fødselsdag.
Nu ønsker vi stort tillykke med den flotte gevinst og alt godt fremover!