29-årig mand dømt for vold og udvist: Nu er han flygtet fra retten

Opdatering: Den 29-årige mand er nu blevet anholdt i Tyskland. 

Midt- og Vestsjællands Politi efterlyser en 29-årig mand, som er flygtet fra Østre Landsret i København.

Det drejer sig om Jafar Mohammad Rida Al Jasiri, som tirsdag blev idømt otte års fængsel og udvist af Danmark for bestandigt i en sag om vold med døden til følge.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Efter domsafsigelsen lykkedes det dog Jafar Mohammad Rida Al Jasiri at flygte fra Østre Landsret i Bredgade omkring klokken 11.50.

Sagen omhandler en episode, som skete den 5. oktober 2017 på en tankstation i Holbæk. Her påkørte Jafar Mohammad Rida Al Jasiri en 39-årig mand i forbindelse med et skænderi. Senere afgik offeret ved døden.

Jafar Mohammad Rida Al Jasiri var under bevogtning af Midt- og Vestsjællands Politi. Ved en beklagelig fejl lykkedes det ham dog at flygte fra politiet kort efter domsafsigelsen. Derfor eftersøger Midt- og Vestsjællands Politi ham nu i samarbejde med Københavns Politi – da han skal genindsættes i et arresthus.

Midt- og Vestsjællands Politi bevogtede Jafar Mohammad Rida Al Jasiri under retsmødet. Men i forbindelse med transport væk fra retten, fik han hjælp af nogle udenforstående til at flygte. De kørte væk fra stedet i en bil, som senere blev fundet efterladt i København.

Foto: Midt- og Vestsjællands Politi

Jafar Mohammad Rida Al Jasiri beskrives som:

  • 29 år gammel.
  • Født i Irak.
  • 172 centimeter høj.
  • Almindelig af bygning.
  • Kort, sort hår.
  • Brun hud.
  • Skægstubbe.
  • Brune øjne.

Politiet vurderer ikke, at Jafar Mohammad Rida Al Jasiri er farlig. Men borgerne, som ser ham, skal undlade selv at tage kontakt og underrette politiet.

Midt- og Vestsjællands Politi undersøger nu de nærmere omstændigheder omkring Jafar Mohammad Rida Al Jasiris flugt.

Hvis du har oplysninger om ham, kan du kontakte Midt- og Vestsjællands Politi på 46 35 14 48 eller nærmeste politi på 114.

Nu hjælper vi hinanden med at dele denne artikel, så politiet kan finde den efterlyste mand!

 

Læs mere om...